Så er det weekend…

…og det ved vi jo godt hvad betyder for den lille familie i London. Gæster!

Mads og Christina har pakket lille Leonora på 7 måneder ned og er taget over vandet for at besøge os. Johan var godt nok til begravelse i Danmark fredag, så han stødte først til selskabet midt på lørdagen, men ellers er det en klassisk besog-fra-Danmark-weekend med tur på Portobello Road og store bøffer lørdag, og rigtig English breakfast og shopping søndag.

Lige nu sidder alle og venter på at Johan kommer ned og kokkererer, men han er lidt træt efter at have været lidt ude i København med onkel Jakob fredag, men stadig nåede morgenflyet til London lørdag morgen. Men tiden skal udnyttes, for vi ser jo ikke Christina og Mads særlig tit, og det er rigtig hyggeligt at vise dem vores London. Så hyggeligt, faktisk, at Mads taler om, om der ikke kunne være et arbejde til ham herovre. Han er banker, så det tror vi vist nok der er. Mange gange føles det som om der ikke er andet end bankere herovre…

De andre er også lidt trætte. Badebolden (den oppustelige seng, som var forbløffende god indtil Johan glemte den med pumpen i, så den fik formen der gav den kælenavnet) kan snart ikke mere. Den taber luft i løbet af natten, så Christina næsten ikke kunne komme op, mens Mads lå og lavede et hul midt i sengen. Vi må hellere se at få købt en ny. Konceptet med en luftseng er jo meget fint. Vi sov faktisk selv på den i de første 2 måneder. Den er ganske komfortabel når den har sin tiltænkte facon, og de er ikke dyre. Turen må gå til Argos på Kensington High Street i dag, så de i det mindste den sidste nat – og de fremtidige besøgende – kan sove ordentligt.


One Comments

  • Johan

    16/03/2008

    Sengen blev købt, så nu kan I ikke længere bruge den undskyldning for ikke at komme og besøge os!

    Reply

Leave a Reply