Så er vi på vej hjem til London efter nogle hektiske, men rigtig hyggelige, dage i Danmark.

Dumfel – eller GooEyes, som vi kalder ham for tiden, for han har øjenbetændelse – er efterhånden så vant til at rejse, at det overhovedet ikke er noget problem. Ikke fordi det faktisk nogensinde rigtig har været det. Også på det område har han faktisk været eksemplarisk, og det er jo unægtelig ret praktisk, når han rejser så meget.

Han har det meget bedre. Efter en lille tur med lidt feber og meget hævede og gooey øjne er det nu tydeligvis på retræten og flyveturen er ikke noget problem. Men på et tidspunkt kunne han faktisk ikke engang åbne øjnene da han vågnede. Helt vildt synd, men faktisk også en lille smule sjovt. Onde forældre! :-) Han var ikke ked af det – kun ret forundret

…men ikke på den sjove måde. Det er vi i øvrigt også for trætte til. Men vi havde altså sat næsen op efter sol og sommer, som vejrudsigten havde lovet os.

Men det betyder ikke alverden, for Dumfeldyret har fået øjenbetændelse og selvom det ikke er særlig slemt er det nu rart bare at kunne slappe af og hygge os. Og når nu SAS forbarmede sig over os og fik familien samlet, kan vi pusle lidt om ham den lille.

Vi tager hjem igen i morgen, men vi skal nok komme snart igen.

Det pragtfulde ved at stå længe i kø er, at man får en rigtig god fornemmelse af, hvad der venter en. I Arlanda lufthavn i Stockholm stod lotteriet i dag mellem verdens mest inkompetente og langsomme SAS medarbejder, eller verdens mest uempatiske og stramme SAS medarbejder. Jeg vandt hende, der måtte spørge om hjælp 4 gange (spørge mig, bl.a.) og var 33 minutter om at lade mig betale 125 svenske slag for differencen mellem min gamle og min nye billet. 33 minutter!! Og hun var ikke det mindste påvirket af situationen eller af de 500 mennesker, der var samlet i køen bag mig, som skulle nå deres fly. Umådelig fascinerende!

Johan kom til Oslo og fik holdt møde. Altsammen smadder godt, men det kan næppe have forbigået nogens opmærksomhed at kabinepersonalet har taget de danske rejsende som gidsler i deres mafiaagtige afpresning af SAS ledelsen. Så vi strandede i Oslo. Herligt!

Men handlefriske unge mennesker som vi er har vi nu lejet en bil og kører hjem til Danmark. Så kan de strejke alt det de vil!!

Peter Gottfredsen og Johan har besluttet at synge al samtale hele vejen til Danmark, og vi tror at Maria er ved at blive vanvittig!

Vi’ på vej’n igen…

Johan skal til Norge i morgen, til Danmark onsdag og så til Sverige torsdag, hvor han tilsyneladende strander fredag, for der er ingen – ingen!! – fly hjem til London fra Stockholm fredag med noget som helst selskab. Noget vi i øvrigt aldrig har oplevet før.

Men da Signe havde hørt på Johan brokke sig og forsøge at lægge planer for en hel uge i Skandinavien, tog hun lige lidt i midnat en rask beslutning: Signe og Dumfeldyret kommer til Danmark i morgen!

Det behøver tilsyneladende ikke at tage længere tid at tage den beslutning, for kl kun lidt over midnat var billetten til kl 14 i morgen købt og planen var lagt.

Johan flyver så lidt ind og ud fra familien i Danmark, men det er godt nok helt vildt meget bedre end at skulle være væk fra hinanden i næsten en hel uge. Og hvis flyene tillader det kan det jo så sørme også være at det kan blive til en lille weekend i Danmark for den lille forflyvne familie!

…men det er svært at lade være!

Johan er i Rom til konference. Det er 25 grader og skyfrit. Stemningen er så Rom-lækker, som den overhovedet kan blive! Colosseum lokker om kap med fortovsrestauranterne og det er meget svært ikke at lade sig bade i skøn italiensk dolce vita og se stort på pligter og rejseplaner.

Men dolce vita og fortovschianti må vente til en anden gang, for flyet til London venter ikke. Det gør imidlertid Signe, Dumfeldyret og Kristian, Vibeke, Peter og Lærke i London som på trods af ikke at være Rom, nu er du meget rart sted.

Men det er nu spild…

"Jeg sidder i Københavns Lufthavn." foræller man stille og roligt i telefonen. Mere bare som en servicebemærkning for at give forklaringen på støjen i baggrunden. Men returbolden fra den anden ende af røret – et stærkt forurettet "Hvorfor har du ikke sagt du var i Danmark?" – er jeg ikke forberedt på. "Det er jeg heller ikke! Eller… Altså, jeg har været i Malmö, så jeg er ikke rigtig i Danmark. Eller…". Det står meget hurtigt klart, at den ikke står til at redde.

Som vi tidligere har berørt, er det lidt – lad os sige pudsigt – at bo i udlandet og så være på besøg i Danmark, som jo så er udlandet for os. Men de små ture er de værste, for det føles som et frygteligt spild. Vi vil jo så gerne se jer alle sammen, så det skærer i hjertet slet ikke at se nogen. Men det er nu alligevel hyggeligt at være i Danmark, selvom det kun er kort.

Og lige da jeg per refleks havde afværget telefonkrisen med et "Jamen jeg kommer også på dagtur til Danmark i næste uge!" gik det op for mig, at problemet sådan set er præcis det samme dér. Oh well. Det er der en uge til…

Nu er Jakob jo blevet 7 måneder, så vi syntes det var på tide han flyttede. Godt nok kun fra vuggen i soveværelset til sin seng i sit eget værelse, men det er såmænd også vildt nok for de nybagte forældre.

Han havde ingen problemer med at blive lagt i seng i sit eget værelse, så noget siger os at udfordringerne snarere ligger hos forældrene. Når man først har fået et Dumfeldyr i soveværelset er det ikke sådan lige til at undvære igen!

Når det allerede er højsommer i april bliver vi bare endnu mere taknemmelige for vores terrasser. Som dem af jer der har været her ved, er de ikke store, men utrolig velplacerede. Når man åbner på alle tre etager er det som om huset bliver dobbelt så stort.

Dumfel sidder i skyggen med sin solhat, Johan har taget computeren ud og Signe har fundet et blad. Det er bare så fedt at sidde og lytte til byens puls og nyde vejret.