Browse Month

September 2022

Jakob 16 år middag

Jakob ville jo ikke lave noget på selve dagen, så vi havde arrangeret at tage på MASH om fredagen. Vi skal jo udnytte at hans yndlingsrestaurant ligger lige nede ad gaden fra os nu. Og det er nærmest tradition nu, for vi var også på MASH til Jakobs 12-års fødselsdag – bare i London.

Og når det nu ligger lige nede ad gaden skulle vi naturligvis gå derned. Skøn tur gennem Charlottenlund Skov og Charlottenlund Slotspark. Det er godt nok et pænt sted vi bor nu.

Og MASH skuffede ikke. Jakob fik sin World Tour bøf-menu og var helt glad.

Teenageren skulle så også lige nå en vigtig klassefest om aftenen, så vi sluttede lidt tidligt så han kunne nå at købe den obligatoriske flaske vodka. Vi skal stadig liiiige vænne os til pludselig at have store, danske børn.

Dejligt at han stadig gerne vil fejre fødselsdag med os!

Jakob 16 år

Så blev Jakob 16 år. Det føles altså lidt vildt. Især i forbindelse med, at han jo blev født efter vi var flyttet til London, og at vi nu er tilbage i Danmark. Han er blevet en stor, dejlig ung mand! Vi synes faktisk han er ret fantastisk.

Så han skulle selvfølgelig fejres! Men når man er 16 år er det åbenbart ikke lige det man helst vil, så der skulle indgås nogle kompromiser.

Fødselsdagsmorgenen ligger fast og den forløb præcis som de skal i vores familie! Fødselsdagssang på/i sengen. Pyntet op til morgenbord. Gaver inden skole.

Og han blev glad for gaverne – hvilket var lidt en lettelse, for det er godt nok svært at købe gaver til en 16-årig! Vi tror måske Mathias’ kaktus var yndlingsgaven! Det havde han selv fundet på!

Det var en almindelig skoledag, så der var ikke så meget fis i løbet af dagen, og Jakob bad virkelig pænt om ikke at blive hevet ud og spise om aftenen. Så i stedet fik han lov til at vælge burgere og bobler! Burgeren var fra Gasoline Grill og boblerne fra Champagnekælderen, så lidt fint blev det da.

Så har vi fået lov til at invitere teenageren på MASH på fredag – inden han skal videre til fest. Sådan skal det jo være!

Abort mission

Vi skulle egentlig have flyttet ind i vores nye hus i denne weekend. Signe havde sørge for at (næsten) alle havde senge, og håndværkerne er stort set færdige med soveværelserne ovenpå.

Men da det kom til stykket måtte vi erkende, at huset bare ikke er færdigt nok til at flytte ind.

Der mangler stadig småting ovenpå, og stueetagen er pænt kaotisk. Køkkenet er pakket ind i papir, entreen i plastik. Der er maling over det hele og vi kan ikke komme til vores ting i kasserne før vi kan begynde at flytte dem.

Og så hjælper det heller ikke, at Johan er i New York i denne uge, så han ikke kan hjælpe med at komme helt på plads.

Men det gør det tilgengæld endnu mere besværligt at skulle køre fra Vedbæk om morgenen, når Signe skal lave alle tre stop. Men det må vi gøre, for det er bedre at huset er mere færdigt når vi flytter ind. Vi har jo tre gamer-boys, som kun går op i, om de har en godt skrivebord og godt WiFi. Så når det er på plads rykker vi ind.

ETA næste weekend efter vores første vejfest på vores nye vej!