Vi var til middag hos Maiken og Søren igår (Sig det ikke til nogen! Man må stadig kun mødes med en anden husholdning hvis man er udenfor, og det var vi vist ikke), og i dag var vi på vores fantastiske Diana Memorial legeplads i Kensington Gardens.
I gamle dage var vi på Diana-legepladsen hver uge med Jakob og David, men med Mathias har vi orienteret os mere til Holland Park. Men det ville vi gerne lave om på, så hele familien tog derover i dag.
Lang kø og begrænset antal af gangen, men det var fint. Alle mand nød det helt vildt – især Mathias!
Og lige som vi synes at tingene er ved af være på vej til så dejligt normalisere sig, får vi en brat opvågning til realiteten, at normale tilstande er en meget ny normal!
Brev fra Fox Primary School om, at en pige fra Mathias’ klasse er testet positiv, så han skal selvisolere i 10 dage. Det er den nye normal, som vi alle sammen skal lære at leve med.
Vi har normalt ikke så mange rosende ord til den praktiske organisation af samfundet herovre, men Covid-vaccinerne har de altså styr på.
Johan blev tilbudt sin i mandags og blev vaccineret onsdag. Signe blev tilbudt onsdag og blev vaccineret i dag!
VacSigne og Johan.
Johan plejer at være den svagelige, når det kommer til sådan noget her, men i dette tilfælde har han ikke haft nogen særlige bivirkninger, mens Signe er lidt svimmel og har ondt i armen.
Men vi er bare så glade for at have fået vaccinen. Der er håb forude!
Mors Dag falder på et andet tidspunkt herovre, søndag var dagen! Vi tror også de gør lidt mere ud af det herovre, end de gør i Danmark, men det her er jo det eneste vi kender, og vi havde jo ligesom ikke særlig meget andet at lave i karantænen. Så drengene gik lidt mere ind i det end vi normalt gør.
Selvfølgelig var der blomster til den bedste mor i verden! Men der var også arrangeret morgenmad med kaffe og croissanter fra Ole & Steen, og breakfast sandwich fra et uber cool sted på Portobello Road, som vi gerne har ville prøve i et stykke tid.
Og drengene ordnede og rydde væk, så moren slet ikke skulle lave noget.
De havde også lavet de sødste kort. Det hører sig jo til.
Men hovedbegivenheden på en normal Mother’s Day er, at gå ud til frokost. Det kan vi jo ikke rigtig – både pga. karantæne men også fordi ingenting har åbent. Så gode råd var dyre.
Men redningen var vores lokale Michelin Star restaurant, som lavede et DIY 3-retters Mother’s Day Lunch kit, som blev leveret klokken 12. Komplet med intruktioner og det hele.
Det meste var lavet, så det var ikke så svært. Og drengene kastede sig bare over det. Det var vildt hyggeligt!
Til forret fik moren serveret potted shrimp med lunede blinis og hjemmebagt surdejsbrød.
Så små gaver fra alle drengene.
Og så hovedretten, som var sous vide lam med godt tilbehør.
Og naturligvis champagne til. Man kan ikke have rigtig Sunday Lunch uden booze. Og slet ikke på mors dag.
Der var virkelig ikke plads til tifili-desserten, men den var fantastisk og så gør det jo ikke noget at der var noget til overs til dagen efter.
En god Mother’s Day, på trods af nedlukning og karantæne. Det var vigtigt, for om nogen har Signe knoklet i det sidste år og fortjent at blive forkælet – bare en dag om året!
Så er vi endelig ude af karantænen. Det er sjovt, at det føles meget længere end de andre gange, fordi vi overhovedet ikke har måtte forlade huset. Så 10 dages forbud føles meget længere end to måneders valg i starten af pandemien.
Drengene er glade for at skulle tilbage i skole. Basse skulle vækkes, men de andre kom op af sig selv, og uniformerne passer stadig nogenlunde.
Deres kamarater begyndte i sidste uge, hvor de var inde og få tests på skolen og så startede langsomt årgang efte årgang. Da vores drenge jo har fået to tests i sidste uge, og har dokumentation på, at de ikke har Covid, skrev vi til skolen og bad dem bekræfte at det var fint.
Vi hørte aldrig fra dem, så det resulterede i, at David og Jakob blev sendt hjem igen og skal komme ind kl. 15 til en test på skolen. Så vi regner med at det hele er rigtig normalt fra i morgen.
Moren har været ude og powerwalke og er nu i supermarkedet, som pludselig føles så eksotisk! Faren har fået sin Starbucks kaffe.
Det er sjovt, at der er så stor forskel på at vælge at holde sig indenfor, og få besked på at man skal holde sig indenfor. Eller måske er det bare fordi vi er ved at være godt trætte af lockdown og corona i det hele taget.
Men der er lys for enden af tunnelen. Vores karantæne ender søndag midnat og drengene kan komme i skole fra på mandag. Det trænger de meget til. Og fordi vi er ude af rejsekarantæne kan vi gå en tur med en enkelt person, udenfor. Det er ret meget bedre end ingenting.
Men indtil vi bliver sat fri slås vi stadig om, hvem der skal have lov til at gå i postkassen med vores corona-tests. Denne gang vandt Signe!
Det er lidt kedeligt at være kommet tilbage til London, og så overhovedet ikke kunne bruge det til noget, for vi må ikke gå udenfor døren. Men så må vi jo hygge os indenfor, og det gjorde vi med fredagsbar i fredags efter skole og arbejde var overstået.
De er ret skrappe med at håndhæve karantænen ved indrejse, så der er allerede blevet ringet til både Signe og Johan for at høre, om vi er hjemme, og om vi forstår reglerne.
Det gør vi, og vi har fået take-away fra favoritterne, og selv kaffen og croissanterne blev leveret lørdag morgen. Det er jo lidt luksus.
Alle mand har taget vores første af to hjemmetest i dag. Det var lidt svært og der var ikke nogen, der var begejstret for det. Men det er godt at vi har en rigtig sygeplejerske! Den skal både i munden og i næsen.
Prøverne skulle postes i en “priority post box”, og det er den eneste ting man kan få lov til at gå udenfor for at gøre. Johan trak det lange strå og fik lov til at gå en tur, og kigge til bilerne ude på gaden, som vi ikke har set siden midt december.
Portobello Road var helt forårsagtig, og vi kan simpelthen ikke vente på at restriktionerne letter og foråret rigtig kommer. Første stop bliver Maiken og Sørens have, for der bliver lukket op for at op til to familier kan mødes udenfor fra d. 29. – lige til påskeferien. Det glæder vi os til!
Vi var forberedt på, at det ikke ville blive nemt. Men det gik faktisk ret fint – alt taget i betragtning.
Kystbanen fra Vedbæk til Lufthavnen fungerer altså bare godt. Der var ikke særlig mange med, så vi havde det for os selv. Internet til Basse og hyggelig udsigt. Men vi forstår altså ikke helt, hvordan og hvorfor vi har fire store kufferter, når vi kun skulle have været væk i 9 dage…
Lufthavnen var tom! Det tog 100 år at checke ind, for – som den rare SAS-mand sagde – det er jo også lidt nyt for dem, og de skal være sikre på, at vi har gjort det vi skal (og det er ret meget) for ellers bliver vi sendt tilbage igen på deres regning.
Men så var der bare mere plads til at nyde Farfars gulv!
Loungen skrev på hjemmesiden at de havde mad og drikke, men det havde de ikke. Øv bøv. De måtte ikke servere så meget som en kop kaffe inde i loungen. I stedet havde de en bod ved udgangen, hvor man kunne få en kop suppe eller en sandwich (og kaffe), som man så måtte gå udenfor loungen og stå og spise. I hold. Ret underligt.
Flyveturen gik sådan set fint nok. Bare irriterende at boarde sidst, når man sidder forrest. Men til gengæld kom vi så af først, og det viste sig at være langt mere værdifuldt.
Der var nemlig en gigantisk kø ved paskontrollen (som man ikke må tage billeder af). Vi estimerer at det ville tage i hvert fald tre timer at komme igennem den. Men efter en halv time blev vi hevet over i en anden kø for dem med børn, så efter en time i den næste kø kom vi igennem, og tror vi har sluppet med det halve af alle de andre. I søndags var der tilsyneladende 7 times kø. Det her land, altså…
Der er sket meget siden vi tog herfra. Vi har jo slet ikke været i Brexit UK, så vi har ikke været med til at vænne os til det. De har også haft den hårdeste nedlukning endnu, og det har nok også ændret et par ting. Spændende at se, hvilke butikker der er tilbage.
Faktisk føles det nærmest som om vi flytter tilbage til London. Ikke bare af vi har været lidt væk og kommer hjem. Det føles ret fremmed og eksotisk. Men det er nok ikke så skidt, for vi har virkelig brug for noget luftforandring og at posen bliver rystet lidt.
Det er dejligt at være hjemme i vores dejlige hus igen. Selvom det er til en ordentlig bunk post, og alle planterne, der er døde. Men der er god – men lidt træt – julestemning over det hele.
Så er vi på vej hjem igen. Det har taget flere dage at forberede med tests, dokumentation, billetter, pre-bookede tests i London, bevis på isolation hjemme osv osv. Vi har pladsbilletter til toget, som man skal, men kan først checke ind til flyet i lufthavnen. Men vi tror vi er klar og har det hele. Huset er lukket og slukket.
Vi forstår ikke rigtig hvordan vi kan have fire store, megatunge kufferter, og alle mand har en stor rygsæk hver, når vi jo kun skulle have været her i 9 dage. Men vi er gode til at akkumulere gylle.
Vi har god tid i lufthavnen, men vi ved ikke hvad der venter os. Der er meldinger om lange køer i lufthavne, da alt tilsyneladende skal checkes manuelt. Vi får se.
