Browse Month

May 2008

Den man tugter elsker man

PIC073 Det er rimelig tydeligt at det gamle ordsprog har ret når man ser på, hvordan Lea er overfor Jakob.

Vi har været pænt meget sammen med svenskerne i de sidste par uger, og det har været rigtig hyggeligt. Det synes Jakob også, for han elsker at lege med Lea. Lea elsker helt klart også Jakob, men hun har lidt svært ved at vise ham det. Enten slår hun ham i hovedet med en klods eller sætter sig på ham. Eller også krammer eller aer hun ham så meget, at han bliver kvalt. Men heldigvis lader det til at selvom han bliver sur, går det meget hurtigt over. Og hans store smil og klare "Ja!", når mor spørger om han vil over og lege med Lea, er ikke til at tage fejl af.

Leas motorik er ikke helt så udviklet som Jakobs, så nogle gange er det sikkert heller ikke med vilje, men det skal helst være voldsomt. Ellers virker det ikke som det interesserer hende meget.

Og det er da lidt sødt at de umiskendeligt minder om et kendte dukkepar. Den ene er en gris og den anden en frø. Mere siger vi ikke!

En god post-dag

Johan og Signe sidder i hver sin ende af huset og arbejder i dag. Lillesen er i nursery, så Signe skal knokle på opgaven. Johan har et par store projekter, der skal laves, og så er det bedre at sidde hjemme – især når der ikke er et Dumfeldyr til at distrahere.

Og når man sådan begge er hjemme midt på dagen kan man jo få glæden af f.eks. en dejlig gasregning lige så snart den dumper ind af døren. Men man kan heldigvis også få glæden af en bekræftelse fra Skat i Danmark, at Johan kan få forlænget noget af sin udstationering i et år endnu, og derfor fortsat kan have nogle af skattefordelene. Helt præcis drejer det sig om ikke at betale National Insurance, som beløber sig til knap 7% for os og 12% for arbejdsgiveren, så det er faktisk en hel del penge. Derudover er der vist også et par af de andre mindre fordele, der stadig kan sættes i spil, men det må vi lige læse på.

Og sørme om der ikke også dumpede billetter til Glastonbury Festival ind af døren i dag. Hurra siger Johan. Signe er i bedste fald ligeglad. :-)

Så bliver det (forhåbentlig) ikke meget billigere

Så kan I godt se at komme herover. Pundet er nede i 9 kr. Det er mere end 20% ned fra da vi flyttede herover, og eftersom at Johan stadig får sin løn i pund, betyder det at det bliver en megadyr sommerferie i Danmark.

Vi skal se vores expat venner mere!

PIC054 Et er, at vi ikke ser alle jer i Danmark særlig meget når vi bor her i London, men det er simpelthen for dumt, at vi ikke ser vores danske venner, der bor her i London, noget mere. Det er især Therese og Elisabeth og Michael, som vi slet ikke har set i nærheden af så meget som vi gerne ville.

Men i går blev der rådet en lille smule bod på det, da Therese kom forbi til en helt almindelig, stille og rolig torsdagsmiddag. Bare lidt hurtig mad og ikke noget program. Det var rigtig hyggeligt, og et godt eksempel på hvordan vi burde være sammen lidt mere.

Vi behøver ikke engang lave mad, for det bugner jo med gode take-away steder i Notting Hill. Og hvis man vil være avanceret kan jo også krydre det med at se en film eller sådan noget.

OK, hvor har vi lagt Elisabeth og Michaels telefonnummer?

Så bliver det ikke meget mere dansk

PIC051Vi powershoppede jo lidt til sommerbazaren i den danske kirke, så lykken var stor da vi forleden ikke gad at lave mad. Vi havde nemlig næsten glemt at vi havde levelpostej, torskerogn, remoulade, rugbrød og sild i køleskabet!

Det sjove er, at det jo ikke er særlig ofte man spiser det til aftensmad i Danmark, men når man gør det i London føles det meget, meget dansk. Vi er i øvrigt helt sikre på at I slet ikke ordentligt værdsætter at kunne rulle rundt om hjørnet og købe alle de her ting. Det var i hver fald ikke noget vi tænkte meget over da vi boede i Danmark.

Øst, vest, hjemme bedst, men det lader til at man først rigtig sætter pris på det når man ikke har umiddelbar adgang til det. Sikkert ikke noget nyt, men vi synes vi er ret priviligerede herovre, for vi kan både sætte pris på alle de almindelige ting fra Danmark, og alle de – for os – exceptionelle ting vi kan og gør her i London. Det er fedt at være dansk i London!

Knap 300 vigtige ligegyldigheder

Mette har på sædvanlig høflig, men bestemt manér påpeget at vi skuffer vores læsere når vi ikke skriver på bloggen i længere tid. Det er vi sådan set rigtig glade for, for det betyder at I stadig følger med.

Det er vigtigt at vi holder kontakten til alle jer i Danmark, og vi har fundet ud af, at en af de vigtigste ting – udover at ses, naturligvis – er at I er informeret om alle de små ting, som man ellers ikke ville tale om. På den måde kan I følge lidt med i vores hverdag, og ved hvordan vi har det, så når vi endelig ses har vi lidt den samme referenceramme som vi ville have hvis vi var i Danmark. Så virker det ikke som om vi er så langt væk.

Og det er bloggen rigtig god til, så vi håber I stadig har tålmodighed med os, selvom det efter knap 300 (!) indlæg kan være lidt svært at holde dampen oppe! Vi får ny sommerenergi nu og skal nok få frekvensen lidt op igen!

Sommerbazar i den danske kirke

PIC047Midt-maj. Det betyder, at den danske kirke i London holder sommerbazar. Kirken er et samlingspunkt for danskere i London og holder en masse arrangementer som vi har haft en del glæde af. Denne gang måtte vi tage turen til Regent’s Park, hvor kirken ligger, alene for alle vores danske venner er taget tilbage til Danmark. Elisabeth og Michael er her naturligvis stadig, men de kunne ikke komme, så vi fik vores hotdogs, frikadeller med kartoffelsalat og vaffelis for os selv denne gang.

Desværre betyder udendørsarrangementer i kirken også regn. Vi har endnu ikke være til noget deroppe, hvor det ikke har indbefattet at blive våd eller måtte gemme sig i et telt. Heldivis var det kune småregn, og ikke ekstrem styrregn som da vi var til Skt. Hans Aften sidste år (se evt. billederne). Men en hotdog med remoulade og ristede løg smager heldigvis af det samme uanset om det regner eller ej.

PIC050Lillesen elskede hoppeborgen, selvom det var lidt for farligt at hoppe løs på egen hånd. Video kommer inden længe!

Forældrene fik tanket op på danske varer i kirkens kiosk, hvor overskudet går til at finansiere aktiviteterne, så de Labre Larver blev naturligvis kun købt med det gode formål for øje. Stryhn’s Leverpostej, Herkules Rugbrød, torskerogn, remoulade, sovsejævner, Mathilde kakaomælk. Og flere Labre Larver.

Ingen kött bullar

Den ene halvdel af vores svenske side-kick, Stefan, har sagt sit job op, så de har pludselig masser af tid til at se os! Det har indtil videre betydet en masse vin og en masse mad.

Mandag var det jo bare sushi og vino på terrassen, men onsdag tog det fart. Stefan kom over til os og lavede steak sandwiches på grillen som var klar da Johan kom hjem fra arbejde. Torsdag var Signe hos dem, og menuen stod på spaghetti bolognese. Johan gik glip af festen, men ikke maden, for da han kom sent hjem fra arbejde hang der en doggie bag på klapvognen. Herligt! Fredag var der så rigtig middag i det svenske, hvor Stefan og Anna havde samarbejdet om det helt store setup. Flere svenskere kiggede forbi, men dialogen fortsætte på engelsk. Egentlig meget mærkeligt, men det stammer fra da vi lige var kommet oveni Signe gerne ville træne sit engelske. Nu er det jo godt nok, så måske vi skal til at træne vores svenske?

Under alle omstændigheder er det vist ved at være vores tur til at lave mad til svenskerne. Måske en flæskesteg? På den anden side har vi jo heller ikke fået kött bullar hos dem, så en god bøf kunne måske også klare det?

Øst, vest…

Notting Hill propertyJohan havde det sjovt i Las Vegas. Signe og Dumfel nød at være en hel uge i Danmark. Karoline og Daniels bryllup var kanon. Det var rigtig dejligt at se både familie og venner. Men der er bare ikke noget som at komme hjem igen, uanset hvor det er. Og det gør det ikke værre, at det er i Notting Hill, og at der er højsommer her midt i maj. Her en den fede, laid-back stemning og selvom der er mennesker over det hele, er her både hyggeligt og afslappet.

Så selvom vi var trætte da vi kom hjem kunne vi ikke lade være med at spørge Anna og Stefan om de ikke lige kom forbi. Det endte med sushi og hvidvin på terrassen, og Jakob og Lea var helt vildt glade for at se hinanden igen. Det var ret sødt.

Vi elsker at være i Danmark og glæder os til at komme tilbage om 6 uger på en god, lang sommerferie. Men det bliver helt sikkert også dejligt at komme tilbage til London igen bagefter. 

Dejlige Danmark

SANY0070Familien er atter samlet og der er ikke noget som Danmark i sommervejr. Og slet ikke, når man skal til bryllup! Det bliver ikke mere festligt end det. Karoline og Daniel er taget den lange vej fra Norge ned til Skodsborg Kurhotel, hvor brylluppet stod, og det var bare en megagod dag! Det var festligt og hyggeligt, og hotellet, i det bedste sommervejr vi har set i to år, var de bedste rammer man kunne tænke sig. Daniels rungende "ja" efterlod ingen tvivl om at han mente det. Det gjorde hans tale heller ikke.

Det er bare dejligt at være til bryllup, men det er også bare dejligt, at vi alle tre er sammen igen. Johan var godt nok lidt brugt efter at været landet fra Las Vegas kl. 07 samme morgen (det er kl. 22 Las Vegas-tid) uden egentlig at have sovet, så dagen var lidt hård. Men det gik nu fint.

Signe og Jakob har været hos mormor og morfar i Virum, og søndag og mandag bliver brugt sammen med farmor og farfar. Jakob hygger sig og er meget glad og tryg sammen med sine bedsteforældre, så heldigvis betyder det ikke så meget, at vi ikke har været hjemme siden jul.

Der går ikke lige så længe inden vi kommer tilbage. Faktisk kun 6 uger, og så bliver vi i Danmark i 3 uger. Det bliver dejligt.