Browse Month

June 2017

Grenfell Tower

Da vi havde sendt drengene i skole i dag gik vi en tur op mod Grenfell Tower. Det er under en kilometer fra os, så det er et område vi kommer i tit. David gik i skole der sidste år, da de byggede Fox om. Men vi har aldrig rigtig kigget på det hus, eller de andre tre, der ligger lige rundt om.

Vi gik bagom, så det udbrændte skellet kom meget pludseligt. Vi har jo set masser af billeder og video i nyhederne, men det var ekstremt overvældende pludselig at stå ansigt til ansigt med det. Det er vildt! Ekstremt dramatisk og helt uvirkeligt. Vi stod bare og kunne nærmest ikke sige noget. Svært ikke at få en klump i halsen og en tåre i øjet.

Og det blev ikke bedre da vi kom ned til en af kirkerne, der ligger lige ved siden af, hvor der er blomster, billeder, breve, og naturligvis de mange, mange plakater med “missing persons”. Det er umuligt at forestille sig hvordan det er at have familie, der er forsvundet, men endnu ikke bekræftet døde.

Hele området er plastret til med missing plakater, blomster og en hel del udbrud af vrede mod kommunen, som f.eks. den lille rettelse på alle vejskiltene i hele området.

Jeg tror det gik op for os i dag hvor stor en ting det her virkelig er…

Hedebølge

Det er varmt i London. Meget varmt! Så varmt, at man må stå bare i ble og se iPad på balkonen, når man ikke kan falde i søvn. Og få is til morgenmad – i ble…

Guns N’ Roses-koncert

Johan har jo været rimelig stor fan af Guns N’ Roses, så da de pludselig genskabte det oprindelige line-up bookede vi straks billetter til deres koncert i New York sidste juli. Vi turde ikke vente på at de måske kunne holde sammen på sig selv indtil en eventuel Europa-turne.

Det var en kongekoncert. Meget bedre end vi havde turde håbe på. A blast from the past. Så da de endelig annoncerede en Europa-turne bookede vi også straks billetter til den. Og vi hev Jesper, Morten og Mette, og Onkel Jakob over til London til den helt store tur.

Vi startede med champagne på terrassen i Bulmer Mews, tog på Hakkasan og fik vanvittig gode dim sum, og så til koncert med “golden circle”, så vi kunne komme tæt på uden at skulle skubbe.

Det var endnu en kanon koncert – muligvis endnu bedre end New York. Og i det hele taget bare en superduper dag med gode venner!

Food marked i parken

Der er “London Food Market” i denne måned, og en af begivenhederne er “Night Market” i Kensington Gardens, lige ved siden af os.

Drengene har tigget om at komme derhen, så i går mødte Signe og drengene Johan på vej hjem fra arbejde og gik på madmarked.

Det kan bedst beskrives som mega lækker festival, bare uden (særlig meget) musik. Der er madboder med alt fra dumplings og baos, til champagne og cocktails, over churros og hjemmelavet is, til vores nye favorit: Lobster Crab Toastie med Crab Fries!

Brand i London

Der har været brand i er højhus ikke langt fra os, så det har været lidt svært at sove i nat for sirener og helikoptere. Men det er et stykke væk (selvom det stadig er i Notting Hill), så det påvirker os ikke som sådan. 

God tur hjem

Vi har haft en skøn uge i Danmark. Der har været tid til praktik, fest, arbejde og hygge. Drengene har fået lov til at slappe helt af, og har kun lavet lektier er par gange.

Og turen hjem var smertefri. Tog til lufthavnen, og en tur i loungen, som altid er et hit for tre søde drenge.

I byen

Signe tog til designdag i København i dag, så Johan havde børnetjansen i Vedbæk. Det er der ikke noget problem i, hvis man altså ikke har 5 conference calls samtidig. Men det gik.

Kl. 17 tog drengene toget til København og mødte moren til fin middag på Le Pave på Gråbrødre Torv. En lille gåtur i byen, og så tilbage med toget. Så hyggeligt og så nemt!

Ude og vippe med ørerne

Johan var blevet lokket til at tale til en konference​ i Danmark torsdag, når vi nu alligevel var her, mod at komme med til Louises jubilæumsfest om aftenen. Signe var også inviteret. Så vi fik en babysitter og tog til fest i København. Dejligt at være lidt voksen i Danmark ind i mellem.