Det har været forår i London i dag. Signe måtte vende om på vej til legepladsen, for selv om Dumfeldyret er lidt syg var det simpelthen for varmt med flyverdragt på. Johan syntes nu også han så lidt kogt ud, da de kom tilbage.

Og det skulle blive endnu bedre i løbet af ugen med 15-16 grader og dejlig sol. Det er vist også hvad den lille sygdomsramte familie har brug for…

Det hele startede faktisk med at Dumfeldyret havde en grim hoste. Han virkede ikke syg, men var irriteret over hosten. Det blev bedre lige så stille, men midt i det hele blev Johan syg. Mere alvorligt, eller også bare fordi han er en større tøsedreng end sin 18 måneder gamle søn. Men i hvert fald nok til at holde ham hjemme fra arbejde i en fuld uge! Der blev stadig arbejdet fuld tid – bevares – men det var fra under dynen. Da Johan havde haft det bedre i en lille uge var det Signes tur. Grim hoste og fuldstændig drænet for energi. Heldivis varede det ikke så længe, men det var alligvel en sur tur. Signe kom på benene igen, men der gik ikke mere end et par dage før Johan blev ramt igen. Sammen med 5-6 af sine kollegaer. Ikke helt så slemt som første gang, men ret surt alligevel. Lægen mente i hvert fald at der skulle ordineres penicilin og et par andre ting.

Nå, men Thereses påskefrokost lørdag var så lidt på vippen. Men da der ikke er nogen grund til at vi begge skulle gå glip af den, sendte de to drenge moren afsted til snaps og smørrebrød. Det var dog ikke så gennemtænkt, for en fuld dag med kys og kram, dele vandflaske, puste-på-maden og så videre var det ikke noget under at cirklen her til morgen var sluttet. Dumfeldyret havde fået sin hoste tilbage! Pudsigt nok kan man sige at han nok egentlig har smittet sig selv.

Så søndag er familien en køn forsamling. Johan ligger i sengen med den bærbare. Dumfeldyret gør sit bedste for at efterabe søløvens parringskald. Og Signe er helt i knæ med snapstømmermænd. Hun har dog været den gode mor og stået tidligt op, lavet morgenmad og frokost og ud og gå en tur. Men enhver lejlighed, som at Dumfel lige leger selv, eller under middagsluren, blev udnyttet til at crashe på sofaen.

Så selvom morens tilstand i dag er selvforskyldt tegner der sig et klart billede af en ond cirkel i familien. Spørgsmålet er, hvor længe den kan blive ved? Skal vi forvente at Signe begynder at hoste igen om en lille uge, så Johan igen, så Dumfeldyret og så videre? Det håber vi virkelig ikke. Det er ikke bare ikke særlig rart, men også helt utrolig upraktisk. Og bloggen bliver jo ikke opdateret når hele familien ligger på langs…

Det er ikke med vilje, at der efterhånden er blevet lidt langt mellem indlæggene på bloggen. Vi har stadig en ambition om at skrive hver anden dag, og en regel om aldrig at skrive sjældnere end hvor tredie. Man behøver ikke den store regnemaskine for at konstatere at det sidste princip nu er røget.

Vi har været syge. Johan har mega meget arbejde. Det har regnet. Og så videre. Det er bare ærgerligt, for vi ved der er mange der følger med, men det bliver jo ikke ved, hvis vi ikke skriver noget.

Nå, men til sagen: Hvem i alverden har taget vores lille dreng og erstattet ham med det her kæmpe barn? Det er jo helt vildt! Og tænk på, at vi ser ham hver eneste dag. Jer, der ikke ser ham så ofte, må få et kæmpe chok næste gang. Han er virkelig blevet en rigtig lille dreng!

Men han er heldigvis stadig den sødeste dreng i hele verden. Alle er vilde med ham, og i nursery bliver de ved med at fortælle, hvor en god dreng han er, og hvor god han er til at lege med de andre børn. Han kan godt blive lidt umuligus, hvis han ikke får lov til at se Pingu på fars PSP, eller når han ikke må drikke mors cola, men – hey – det kan vi jo alle sammen!

Vi har tilsyneladende nogle problemer med at sende til bloggen. Det virker som om email-funktionen er nede, så man ikke kan sende indlæg via email. Heller ikke det indlæg, hvor vi skriver at vi ikke har skrevet i lang tid! Vi skyder lidt af skylden på teknikken, men ikke det hele.

Vi prøver at finde de forsvundne emails og lægge dem op manuelt.

4 dage fri! Og det har været stort set helt fri, på nær de obligatoriske conference calls, men det er billigt sluppet. Det har været en rigtig dejlig påskeferie.

Langfredag startede med morgenmad for hele familien og en tur på legepladsen, og sluttede med en dejlig middag med Toril og Hermann.

Lørdag blev Range Roveren pakket og vendt mod syd. Målet var Wickham udenfor Portsmouth, hvor Johans gamle ven Jakob bor med sin familie. Han er udstationeret hos British Navy og Johan og ham fandt hinanden på Facebook. Da det meget underlige tilfælde, at begge bor i England, blev klart var der ikke langt til en aftale om at mødes. Aftalen blev skubbet et par gange, og på trods af datoforvirring fra Johan lykkedes det endelig. 

Jakob og Mette bor i et stort, dejligt hus i en lille flække udenfor Portsmouth med deres to drenge Christoffer og Christian. Alle drengene legede rigtig godt, og Jakob var ikke til at styre i et helt hus fyldt med legetøj. Forældrene fik et glas vin og fortalte røverhistorier fra gamle dage. Det var vildt hyggeligt! Lørdag blev der tid til en lille gåtur i skoven, og det gik os for os, hvor meget man savner at se på havet, når man kommer fra Danmark men bor i London.

Næsen blev vendt hjem igen i løbet af eftermiddagen, og vi nød at se lidt mere af England, selvom det blev gennem bilruden, for England er lidt kold og våd i øjeblikket. Den store tur venter til vejret er lidt mere Dumfeldyrsvenligt.

Mandag er også helligdag herovre, og det blev fejret ved at lave absolut ingenting! Lillesen tullede rundt hele dagen og nød helt åbenlyst at have begge forældre hjemme uden gæster, og uden at skulle noget som helst. Det gjorde forældrene også.

Johans gamle chef og kollega – Hermann og Toril, som nu er gift – er på påskeferie i London og have inviteret os ud på middag. Da vi ikke har nogle bedsteforældre lige ved hånden, og Anna og Stefan er ude at rejse, blev vi nødt til at finde en løsning, som også kunne omfatte et Dumfeldyr. Heldigvis har vi en fantastisk løsning lige i nærheden. Notting Hill Brasserie er en virkelig god og fin restaurant, som ikke har noget imod børn! Der er live jazz og helt fantastisk mad, og de har gjort klar til klapvognen når børnefamilien kommer.

Det var helt vildt hyggeligt at se Hermann og Toril, og de nød vist også restauranten ret meget, selvom Freya var blevet hjemme. Toril – som altid er meget begejstret – udbrød at det var noget af det bedste mad hun nogensinde havde fået!

Men nu er vi på vej til Portsmouth – eller nærmere bestemt Wickham, lige udenfor Portsmouth, hvor Johans gamle folkeskoleven bor. Det bliver virkelig hyggeligt. Og turen derned er allerede en rigtig hyggelig familietur! Frokosten blev købt hos motorvejsrestauranten Little Chef, og var forbløffende i orden! Breakfast rolls med frisklavet æg, bacon og svampe! Mmm! Det ser ud til at blive en rigtig god påske!

Vi har vist nævnt før, at Lillesen går i en playgroup i en kirke lige i nærheden. Det er meget normalt herovre, at kirkerne er samlingspunkter for folk – også folk der ikke ellers går i kirke, og sågar ikke-troende. Så især når det er for børnene er der stor tilslutning, og så snart dørene åbner strømmer det ind med mødre, au-pair piger og nannies. Hurtigt er der fyldt med børn og legetøj, og der er en fed stemning, der bliver bakket op musik og sang. 

Traditionen er, at torsdag er Lillesens playgroup-dag, og i dag er ingen undtagelse. Forskellen er, at Johan arbejder hjemmefra i dag, og da et projekt, som skulle have været klar her til formiddag blev udskudt, åbnede der sig pludselig mulighed for at faren kunne komme med ned og se, hvordan det ser ud i virkeligheden.

Der er ikke mange, der har den mulighed. Som sagt mødre, au-pair piger og nannies, men ingen mænd. Faktisk ud af ca. 40 voksne var Johan den eneste mand! Egentlig ikke så overraskende når man har stiftet bekendskab med deres kønsrollemønster herovre. Men ligemeget hvad var det rigtig hyggeligt at have hele familien med.

Lillesen elsker at være der. Han tonser bare rundt og leger med alt legetøjet og alle de andre børn. Nogle børn sidder mest hos mor, men ikke Lillesen. Og det er helt fint, for han kan frit drøne rundt, for der er altid nogen der lige kan give en hånd. Og mor (og i dag far) er aldrig længere væk end at man kan finde hinanden på et øjeblik.

Faren er dog ikke så begejstret for ved selvsyn at opleve, hvordan sønnikke har kastet sin ubetingede kærlighed på en lyserød klapvogn! Det er uden sammenligning det sjoveste de har, og det er bare en kæmpe fest at få lov til at ræse rundt med den. Det OK. Han kan lege med den i playgroup, men han får sgu ikke sin egen! Heldigvis bliver opmærksomheden delt mellem klapvognen og fodbold, så der er håb forude. Og selv faren kan ikke lade være med at synes, at han er for nuttet når han render overbegejstret rundt med sin klapvogn. Se video i dårlig kvalitet her: www.boserup.info/video/Playgroup.wmv.

Vi kan forstå, at I i Danmark er betrageligt værre stillet end os når det kommer til vejret. Vi har hverken haft sne eller noget særlig blæst her i London, men det er ikke ensbetydende med, at vejret er særlig spændende. Det er gråt og trist, og der kommer en del regn på den dér typiske engelske måde, hvor det regner det meste af tiden, men bare ikke særlig meget. Hvis det bare kunne få det overstået ville det være meget lettere for alle.

Om det er vejret eller bare alt for meget arbejde og back-to-back gæster er ikke til at sige, men vi er ihvertfald mega flade for tiden. Så flade, at det er svært at komme ud af sengen om morgenen, selvom verdens bedste Dumfeldyr er morgenglad og gerne vil lege. Vi prøver at spise lidt sundt og gå tidligt i seng, og håber at det hjælper at vi har et par dage fri omkring påsken.

Vi har jo valgt ikke at tage til Danmark i denne påske, og vi havde leget lidt med tanken om at benytte lejligheden at være på besøg hos Johans gamle ven i Sydengland til at komme lidt mere rundt på de kanter. Men vejret ser ikke ud til at blive bedre, så sådan en rundtur kunne betyde, at Dumfel var låst inde i en bil i et par dage, og det er der nok ikke nogen af os der vil synes er specielt sjovt. Vi kigger på mulighederne, og måske tager vi et smut forbi Hastings på vej hjem, men et par dage i London er absolut ikke at foragte.

Borough Market, zoologisk have, Windsor Castle (indefra), Anna og Stefan, Elisabeth og Michael, Therese, playgroup i kirken, Portobello Road, shopping i Selfridges. Der er nok at lave. Og vi skal jo også huske bare at være en familie ind i mellem…

(Hey, se mig. Jeg har fået ny morgenkåbe!)

…og det ved vi jo godt hvad betyder for den lille familie i London. Gæster!

Mads og Christina har pakket lille Leonora på 7 måneder ned og er taget over vandet for at besøge os. Johan var godt nok til begravelse i Danmark fredag, så han stødte først til selskabet midt på lørdagen, men ellers er det en klassisk besog-fra-Danmark-weekend med tur på Portobello Road og store bøffer lørdag, og rigtig English breakfast og shopping søndag.

Lige nu sidder alle og venter på at Johan kommer ned og kokkererer, men han er lidt træt efter at have været lidt ude i København med onkel Jakob fredag, men stadig nåede morgenflyet til London lørdag morgen. Men tiden skal udnyttes, for vi ser jo ikke Christina og Mads særlig tit, og det er rigtig hyggeligt at vise dem vores London. Så hyggeligt, faktisk, at Mads taler om, om der ikke kunne være et arbejde til ham herovre. Han er banker, så det tror vi vist nok der er. Mange gange føles det som om der ikke er andet end bankere herovre…

De andre er også lidt trætte. Badebolden (den oppustelige seng, som var forbløffende god indtil Johan glemte den med pumpen i, så den fik formen der gav den kælenavnet) kan snart ikke mere. Den taber luft i løbet af natten, så Christina næsten ikke kunne komme op, mens Mads lå og lavede et hul midt i sengen. Vi må hellere se at få købt en ny. Konceptet med en luftseng er jo meget fint. Vi sov faktisk selv på den i de første 2 måneder. Den er ganske komfortabel når den har sin tiltænkte facon, og de er ikke dyre. Turen må gå til Argos på Kensington High Street i dag, så de i det mindste den sidste nat – og de fremtidige besøgende – kan sove ordentligt.

Lillesen kan jo så godt lide sin mor, så han har været ked af det stort set hver gang han er blevet afleveret i nursery. Det er ikke fordi han ikke kan lide at være der. Faktisk elsker han det, men han kan bare ikke lide at se sin mor gå. Men igår nåede vi et vigtigt vendepunkt! Mundvigene vender godt nok så meget mod syd, at han ligner en bedrøvet torsk når han bliver afleveret, men han rækker pligtskyldigt ud efter hans "key person" og græder ikke. Et meget tappert lille Dumfeldyr.

Og han har sin mors tålmodighed, for selvom han bliver tacklet af Lea elsker han at lege med hende – både i nursery og derhjemme. Når det bliver for meget får hun bare et bid i armen, men der skal en del til før det kommer til det. Det er dejligt at han har sin bedste ven i samme nursery.

Og det er et godt nursery. Søde mennesker og styr på tingene. Der er ikke så meget ude-plads, men der er da noget, så når vejret er til det, får han også frisk luft. Og hver dag skriver de en rapport over, hvordan det er gået, hvad han har lavet, hvor meget han har sovet og spise etc. De virker meget grundige.

Det hjælper også, at det i bogstavelig forstand ligger lige ovre på den anden side af gaden. Vi spilder ikke en masse tid med at hente og bringe, så Signe kan rigtig fokusere på opgaven i de to dage, hvor Lillesen bliver passet.

Næste skridt er, at Anne og Stefan skal til at passe ham et par aftener, så vi kan komme ud og opleve de fantastiske restauranter i London (som ikke er så vilde med at have en klapvogn stående mellem bordene) og måske ovenikøbet se en musical eller sådan noget. Vi er sikkre på at mor og far vil have sværere ved det end Lillesen.