Browse Month

January 2007

La ville de la lumiere

Endelig tager vi os samme og gør noget vi har talt en del om: Springer på Eurostar og tager en weekend i Paris. Det bliver helt vildt dejligt, og faktisk den første ikke-Danmark-ferie siden vi flyttede til London. Vi har været i Danmark rigtig mange gange, og det er ikke fordi vi ikke virkelig nyder at være sammen med jer alle sammen, men vi har faktisk ikke været rigtig ude og rejse i 8 måneder nu. Og når man ser på vores tidligere Paris performance med op til tre gange om året, så kan man nok godt forstå at vi trænger til et lille skud Eiffeltårn med crepes på.
 
Johan tager derned til møde torsdag, og Signe og Lille kommer fredag. Så har vi hele weekenden og tager toget hjem igen søndag aften. Det bliver så fedt.
 
Dumfeldyrets første tur til Paris. Sikkert den først af ret mange…

Søndag, kære søndag

Det er søndag og vi slapper af. Vi har en masse småting vi gerne vil ordne. Men alligevel prioriterer vi bare at slappe helt af – i første omgang under dække af, at Lille jo skal sove og have frisk luft, så vi bliver jo nødt til at gå en tur.

Indtil videre har det så bragt os rundt om hjørnet til Lazy Daisy Cafe på Portobello Road. English breakfast og broccoli quiche. Det er et rigtig sjovt sted. Totalt øko med nedslidte møbler og kunst til salg. Vildt hyggeligt!

Men det er alt for spændende for et lille Dumfeldyr, så han skal slet ikke sove. Så bliver vi nok tvunget til at gå en lille tur mere i Notting Hill. Pokkers! :-)

Lørdag i London

Slendretur i Notting Hill hvor vejret nærmer sig tidligt forår, hvis man er lidt optimistisk anlagt. Sandwich med æg og bacon fra Pret i hånden. En klassiker. Powershopping på High Street Kensington. Stormagasiner er ikke barnevognsvenlige, så kærligheden bliver i første omgang kastet på Zara. Kaffen er på Starbucks – naturligvis -og med indlagt ammesession. Kigger på telefon, fjernsyn, mere tøj, sko, de andre mennesker. En tur på biblioteket. Gennem Holland Park, ned langs orangeriet, ind gennem blomsterhaven. Op ad Kensington Park Road, Portobello Road, Westbourne Grove. I Fresh and Wild og købe friskt økologisk ind til i aften.

Just another day living in London…

Johan i Holland

Johan er i Holland for at præsentere for for Philips Global. Vi sidder på 21. etage i Philips-huset i udkanten af Amsterdam, og her kan man virkelig se at de ikke laver fis, når de siger at Holland er det fladeste land i verden.

Endnu en gang er det synd ikke at have mere tid, når man nu er et spændende sted. Men for det første vil jeg gerne hurtigt hjem til Signe og Dumfeldyret, og for det andet er det jo tradition at tage til Amsterdam med drengene. Bob’s Youth Hostel og space muffins. I ved hvem I er! :-)

Kalder I det vinter?

Nu har englænderne gået og tudet over, at det har været koldt siden temperaturen faldt til under 5 grader. Det er selvfølgelig også noget af en kontrast til de 12-15 grader vi har haft i starten af januar, men alligevel. Og nu er der så faldet 3 cm. sne, og så er fanden jo løs. Folk kommer ikke på arbejde og tuben lider under massive forsinkelser.
 
OK, der kan selvfølgelig være faldet mere sne uden for byen, men er der en der gider forklare mig det med tuben? Sådan er London bare.
 
Men det er ikke så underligt, at de brokker sig over en smule vinter, når de allesammen går rundt i dansesko og lader et tørklæde udgøre overtøj.
 
Det er nu ret hyggeligt at have lidt sne i London. Er en måned efter for sent at tale om hvid jul?

Det' klogt!

Her er parkering forbudt fordi det er vildt uhensigtsmæssigt at folk holder her. Og se, der er en der har parkeret her alligevel. Lad os straks sørge for at han bliver holdende! Englændere…

Forbilledligt?

Vi har aldrig rigtig troet på "Gør som jeg siger – ikke som jeg gør" og det stiller faktisk store krav til, hvad man render rundt og siger og gør, når der er en lille en i huset. Det man gør kan pludselig få vidtrækkende konsekvenser!

Gad vide hvornår de begynder at forstå hvad sgu og fandeme betyder? Sikkert meget tidligere end man egentlig skulle tro. Det er faktisk lidt som at have en meget lille politimand, der ikke selv kan holde balancen, i huset hele dagen.

Men hvis alt hvad han ved er noget han samler op fra os, hvordan i alverden kan det så være at han er helt vild med sine bøger? Nuvel, det kan jo være han bare ikke kan se forskel på bøger og gadgets endnu!

Gør det selv… selv.

Aktiv lørdag! Vi startede dagen med at gå en tur på 4 timer. Vi ville gå gennem Holland Park, men ville gå ind et andet sted end vi plejer. Det resulterede så i – i bedste Signe og Johan-stil – at vi gik hele vejen rundt om parken før vi kom ind i den. Men det er jo et fantastisk område vi bor i, så det var faktisk meget bedre.

Vel hjemkommet kastede vi os over at gøre kontoret færdigt. Det er ikke ligetil at hænge et skrivebord op på væggen, kan vi nu konstatere, men endelig hænger det der. Så endnu et par småting på plads og vi er der. Det er dejligt, for så kan Signe rode dér med sine specialebøger.

Oven i det hele samlede Johan barnestol på tid, mens Signe heppede. Lang historie! :-)

Det er lidt svært ikke at være lidt stolt over rigtig at have gjort det selv selv!

Nu laver vi dejlig mad. Bøffer købt hos tilsyneladende en af de mest berømte slagtere i London, som ligger lige nede af gaden. Mmm!

I'll huff and I'll puff…

Det er ikke kun i Danmark det stormer. Vi er midt i den anden storm i 2007 i øjeblikket og det er ret vildt.
 
Signe og Dumfeldyret var på vej ud for at købe ind, men måtte vende om, da vinden var lige ved at blæse barnevognen omkuld. Nu er de tilbage hjemme i sikkerhed, men der blev ikke købt ind i denne omgang. Heldivis blev der heller ikke væltet Dumfeldyr, selvom det var tæt på. Indkøb må vente til vinden har lagt sig.