Signe nyder sin nyvundne frihed, og Lillesen lader til at nyde det endnu mere! Han sover længe, nulrer rundt og hygger sig og er i det hele taget et rigtig englebarn.

Det er helt utroligt som børn er påvirket af det miljø de er i, selvom det på overfladen ser helt ud som det plejer. Det er jo på ingen måde fordi Lillesen er umulig eller besværlig, men man kan alligevel godt mærke en forskel i hans humør mellem når mor og far er stressede og har travlt, og på når Signes opgave er sendt og roen falder over (den del af) familien.

Men det er nu ikke fordi livet i London står stille. En tur forbi Anna og Stefan blev til en tur på the Chepstow til frokost, som blev til en tur hjem til Anna og Stefans nye venner, som har en have i det nordlige Notting Hill. Lillesen var fuldstændig vild med katten og badebassinet. Vi bliver nok nødt til at have en have på et tidspunkt!

Johan er stadig i Paris. Selvom kontoret heldivis har terrasser, hvor man kan sidde og arbejde, er det – for at sige det på godt dansk – røvsygt. Og på trods af at være i Paris spiser han ikke engang godt. Menuen har indtil nu stået på pastasalat, pizza og McDonald’s. Og det ser ikke ud til at blive bedre som situationen tilspidses i løbet af de næste tre dage…

Det tog 4½ år, og har krævet blod, sved og tårer, men i dag har Signe afleveret sit speciale!!

De sidste ord blev skrevet færdig igår eftermiddags, de sidste rettelser lavet igår aftes og udprintning og indbinding blev klaret i nat. UPS hentede fire eksemplarer i morges som bliver afleveret på Århus Universitet i morgen. Det er en stor dag!

Afleveret er selvfølgelig slet ikke det samme som bestået, men – 7, 9, 13 og touch wood – så siger alle der har læst det, at det er godt. Nogle ovenikøbet at det er rigtig godt! Så Signe er fortrøstningsfuld i forhold til udfaldet – og selvom man naturligvis aldrig skal blive overmodig er der heller ingen grund til at frygte det værste. Vi er klogere om et par måneder!

Mange har hjulpet undervejs, så på ægte Holywood manér har Signe tilføjet et par tak-ord i forordet til specialet. For ikke at pine flere end højst nødvendigt ved at bede om at læse "En Foucault-inspireret undersøgelse af, hvordan forestillingen om forholdet mellem patient og sygeplejerske konstitueres i et udvalgt udsnit af den sygeplejevidenskabelige diskurs" er den vigtigste tak her:

"En stor tak til min tidligere kollega Lis Suhr, cand.cur., adjunkt med ansvar for klinisk undervisning ved RH og til Niels Buus, ph.d., forsknings-sygeplejerske ved Århus Universtetshospital, Risskov, der på hver deres facon har givet faglige indspark, og er kommet med kritiske kommentarer i forhold til min undersøgelse i den afsluttende fase.

Derudover en særlig tak til min forældre, som hen over sommeren dagligt har støttet og opmundret mig til at fortsætte skriveriet. Tak til min mor for at passe min søn, når jeg skulle fordybe mig i arbejdet og tak til min far for daglig gennemlæsning og kritiske bemærkninger i forhold til det skrevne."

Hold de fingre krydset til vi hører fra Universitetet!

Signes deadline nærmer sig med stormskridt, men det gør afslutningen på opgaven heldigvis også. Det har været en produktiv uge i Danmark, og de sidste dage og aftener har bragt den tæt på målet.

Johan bruger sit åndehul mellem aflevering af det skriftlige oplæg og præsentationen i Paris i næste uge til at læse opgaven. Og det er ikke en svend man lige suger igennem på tre kvarter. Et tilfældigt afsnit fra side 46:

"Mulighedsbetingelserne skal ikke reduceres til kausale forhold, men opfattes som mulige betingelser i den historiske aktualitet, som indgår i et komplekst mønster af relationer og sammenhænge, som tilsammen udgør det Foucault kalder et historisk a priori – det bagvedliggende grundlag, der konstituerer samtidens enighed om forskellige fænomener".

Hvad var det du sagde om sygeplejersker?

Så var det jo igen blevet den tid på året, hvor Notting Hill lægger gader til Europas største karneval! Men familien havde nu ikke meget glæde af det, udover det besvær der følger med at bo lige midt i, hvor 2 mio. mennesker drikker sig fulde og danser samba!

Karnevallet er hvert år søndag og mandag i den sidste weekend i august. Mandag er nemlig altid en fridag herovre. For alle andre end os, altså…

Hegnene havde allerede stået klar i stakke i et par dage, og vejene var spærret af. Det var stationen også, for der vælter så mange mennesker igennem, at de simplelthen laver hele systemet ensrettet. Hvis man vil væk fra Notting Hill inden eller mens det hele starter, så må man gå til den næste station. Notting Hill Gate er kun for indadgående!

Butikkerne i Notting Hill havde barikaderet facaderne dagen før, og Tesco havde forudseende tanket op på bajere. Hvis man ville have et blad måtte man enten finde en anden butik eller købe 2000 øl, for øllerne havde indtage bladkiosken!

Johan tog på arbejde søndag morgen – før det hele gik amok. Signe var knap så heldig, for hun og Dumfel kom tilbage fra Danmark midt i det hele. Og sikke et kaos! Taxaen kunne ikke komme særlig tæt på Bulmer Mews, og det er ikke ret nemt at trække en stor kuffert gennem de 30 cm. tommer øldåser og andet affald som Notting Hill på det tidspunkt var pakket ind i. Men de kom frem.

Johan kom hjem meget sent søndag nat, hvor det hele igen var dysset ned.

Mandag forlod vi ikke huset, men nød larmen af et karneval i baghaven. Vi havde simpelthen ikke energi til at gå nogen steder – og slet ikke med en klapvogn. Så igen i år sluttede karnevallet uden særlig entusiastisk deltagelse fra os. Det er lidt ærgerlig! Næste år vil vi prøve at få lidt mere glæde af det. Næste år har vi forhåbentlig ikke lige så travlt som vi har haft i år. Det har været alt, alt, alt for meget.

Karnevallet er virkelig, virkelig stort. Man siger det er det næststørste i verden efter Rio’s. Det troede vi ikke på før vi så det med egne øjne, men når man har været her er man ikke i tvivl. Det er enormt!! Vi troede slet ikke der kunne være 2 mio. mennesker i lille Notting Hill, men det kan der. Lige akkurat. For der er ikke plads til flere end der kommer…

Johan er jo alene hjemme mens Signe får skrevet sin hovedopgave færdig. Timingen kunne ikke være meget bedre, for der bliver i bogstaveligste forstand arbejdet i døgndrift i London i øjeblikket. Og et eller andet sted virker det som en ret god idé at hverken Signe eller Dumfeldyr er hjemme når Johan sidder i underrør og fluffy shoes kl. 3 om natten og skråler med på Pearl Jam klassikere, mens han får skrevet et 100 siders pitchoplæg.

Signe står tilgengæld op før Dumfeldyret får øjne og arbejder på opgaven med sin far inden han drager på arbejde. Ikke ligefrem en synkroniseret familie, så det er nok ikke så dumt at der er 1.500 km. i mellem os lige nu. Heldigvis bliver der lavet om på det på søndag, når Signe og Dumfel kommer hjem til et Notting Hill i karneval frenzy!

Signe og Dumfeldyret er jo i Danmark så Signe kan blive færdig med sin opgave, og i dag var det tid til den afgørende vejledning. Men når man er 5 år om at skrive sin hovedopgave så ryger der jo nogle privilegier undervejs. Og et af dem er at have en vejleder. Men Signe har jo svært ved at tage et nej for et nej, så hun har banket den gamle vejleder op og vekslet en af hendes feriedage til en omgang vejledning. Det er virkelig, virkelig pænt af hende!

Og vejledningen var i dag, så Signe var spændt som en flitsbue da hun tog ind til Østerbro, for det kunne jo være at dommen var to måneders mere arbejde. Det er ville unægtelig være svært at presse ind på de næste 13 dage. Men heldigvis gik det rigtig godt, og selvom der er en masse der skal strammes op, var vurderingen generelt at opgaven kan bestå. Og så er der jo ikke meget mere at ønske!!

Der er en hel uge tilbage i Danmark til at stramme op, hvor mormor hygger sig med Dumfeldyret, så det ser rigtig, rigtig lovende ud. Så kommer man vist ikke meget tættere på uden at være der.

Signes deadline nærmer sig med stormskridt. Heldigvis ser det forholdsvis lovende ud, for det, der for få uger siden var en masse tanker klumpet sammen på forskellige sider, er faktisk blevet til en opgave!

Den er ikke færdig, men færdig nok til at den er blevet sendt til vejlederen (som slet ikke er vejleder længere, men gør det af sit hjertes godhed – tak Lis!) og i morgen rejser Signe og Dumfeldyret til Danmark for at lægge sidste hånd på værket. Det betyder en uge til at få de sidste ting på plads, og selvom mormor vil tage sig af Lillesen, skal det helst være en relativt positiv vejledning på mandag, for der er virkelig ikke meget sand tilbage i timeglasset nu. Men vi er meget fortrøstningsfulde alle sammen.

Og selvom Johan er ulykkelig over at skulle være alene igen, er timingen ret god. Den føromtalte deadline er i næste uge, så der er alligevel overhovedet ikke tid til noget som helst andet end arbejde i næste uge. Og uden en sød kone og et nuttet Dumfeldyr i baggrungden er der markant færre dårlige undskyldninger.

Som nævnt var Johan jo Paris i sommerferien – men uden tid til nogen som helst sjov. Lige ud over turen fra lufthavnen til kontoret. Den foregik nemlig bagpå en nyopfundet motorcykeltaxa!

Med 140 km/t mellem rækkerne på motorvejen fra Charles de Gaulle ned the Porte de la Chapelle og videre ud til Boulonge. Det var godt nok lige spændende nok. Men det gik ederstejleme hurtigt at komme til kontoret! Hvor de i øvrigt fik en kæmpe griner over at Johan kom på motorcykel.

Tilbageturen foregik med almindelig taxa. Det andet der var ligesom prøvet…

Da vi var i Skagen, for snart længe siden, blev vi trætte af rejer og strand, og ville have lidt jord under neglene. Men selvom det er ude på landet, er det jo altså nordjylland, så man skal passe lidt på med hvor man bare tropper op som københavnersnude. Men der er heldigvis et rigtig landligt sted, hvor alle er velkomne: Farm Fun!

En lidt mindre sindig nordjyde end alle de andre har fået den fantastiske idé at samle nogle geder, kaniner, strudse(!) og andre dyr sammen med et par hoppepuder, en hængebro og en kæmpe iskiosk på et nedlagt landbrug ca. 10 km. syd for Skagen. Store Fætter havde allerede fortalt Dumfeldyret om det, så forventningerne var høje. Hos børnene.

Heldigvis viste det sig faktisk at være et ganske dejligt sted. Hyggeligt og rigtig sjovt for børnene. Man skulle godt nok sparke sig vej gennem campinghabitterne, men det går jo nok.

Lillesen var helt vild med dyrene. Han synes godt nok det var sjovere at efterabe gedernes tur ned af den væltede stamme, end det var at klappe dem, men han var meget fascineret. Har har jo en eller anden underlig forkærlighed for fugle, så især hønsene vakte glæde. Så meget, at han uden skupler fes alene lige ind i hønsehuset og faktisk var nær umulig at få ud igen. At der stank så moren var seriøst tæt på at brække sig så ikke ud til at genere ham den lille.

Stor succes. Gentages til næste år!

Søde Lillesen opdagede til sin udelte begejstring at der var blevet stillet en karrusel op i Hyde Park, lige ved siden af legepladsen (go figure). En rigtig gammeldags karrusel med heste og det hele. Desværre så gammeldags og autentisk, at man nok skal være lidt ældre en lige knap to for at kunne holde sig ordentligt fast på sådan en krabat.

Heldigvis var de forudseende nok til at stille en lille karrusel-agtig ting op ved siden af til de små børn. Og Lillesen forelskede sig straks i brandbilen. Humøret var da også mægtig højt hele den første omgang, men ca. halv inde i den anden var det pludselig overhovedet ikke sjovt længere! Forældrene sprang til, brandbilen (og alle de andre børns biler) blev stoppet, og Lillesen var reddet. 3 sekunder efter var alt OK igen.

Dagen efter var Signe på legepladsen igen. Lillesen så forlystelserne og blev akkurat ligeså begejstret. Blev placeret i en af bilerne, kørte halvanden omgang og ville SÅ bare af. En omgang er tilsyneladende nok!