Når man bor i London lægger man mærke til mange af de små ting, der er anderledes end i Danmark. Mobiltelefonetikette, for eksempel, er temmelig forskellig i England. Herovre ringer telefoner højt på både restauranter og i møder, som om de ikke har muligheden for at vibrere. Og af en eller anden grund insisterer alle på at tage deres telefon – ligemeget hvor de er, og hvad de laver. I møder, på restauranter, hjemme hos folk, i supermarkedet… Selv i telefonmøder kan man følge med i den ene halvdel af andre folks samtaler på linien. For det meste drejer det sig bare om at sige "Jeg er optaget, jeg ringer tilbage!". Et signal, de åbenbart ikke tør overlade til ens telefonsvarer at sende. Jeg mener, det er ikke fordi jeg tror folk i den anden ende er døde, hvis de ikke tager den. Jeg skruer fantasien op til 10 og tænker, at de nok bare er optaget af noget andet…

Men der er eet helle for alle mobiltelefonerne, og det er i tuben. Mobilselskaberne har ikke lov til at sætte sendere op i tuben, for så kan terroristerne sprænge bomber på lang afstand. Efter min mening noget, som kan klares lige så nemt på anden måde, men fred være med det. I tuben bliver telefonerne højst brug til at høre musik på mens folk læser deres avis. Der er ikke meget New Media over den side af London.

For ca. 2 uger siden begyndte Dumfeldyret at tage et par skridt, når man sad overfor hinanden. I forgårs rendte han pludselig ned at gangen i Virum, som I kan se på videoen her: www.boserup.info/video.html, og i dag render han rundt i Onkel Jakobs lejlighed, som om han aldrig har gjort andet.

Det er jo unægtelig ret specielt som nye forældre, når ens barn begynder at gå. Så vi føler os faktisk lidt snydt, at hele processen kun har taget 2 dage. Det kunne godt have trukket lidt i langdrag, for det er så ekstremt nuttet, at han bare er helt vild med at kunne gå!

Bloggen hjælper med at mindske afstanden til alle i Danmark, så vi ikke behøver at indhente alle irellevante detaljer fra de sidste to måender når vi ser folk. Dem, der ser videoerne og billederne, følger med i, hvordan det går for Lillesen med at transitionen fra baby til barn. Bedsteforældrene elsker at video-Skype’ med os, så de ved selvsyn kan se hvordan den lille familie hygger sig i London.

Og når faren sidder alene i London er det rigtig hyggeligt, når der lige dumper et par billeder af Lillesen ind på mobilen. Så føles det ikke som om man er så langt fra hinanden.

Man må sige at vi virkelig udnytter den teknologiske udvikling til fulde.

Når man bor i London går det op for en, hvor sindssygt mange penge der er i denne by! Det er ikke bare Rolls’erne og Lanborghini’erne eller £12.000.000 huse, eller Marc Jacobs trøjer til £2.500. Eller de 50 chaufførlimo’er foran Selfridges på en almindelig fredag eftermiddag.

Først når man får børn begynder det at går seriøst for en! Det er sådan set ikke de £60-85 om dagen for at få et Dumfeldyr passet i en helt almindelig ufancy vuggestue, selvom det naturligvis også taler sit tydelige sprog. Det er historierne om børnefødselsdagene, der virkelig sætter trumf på. Peter, CFO’en fra Johans arbejde, fortæller om om hans søns børnefødselsdage i den mest fancy del af South Kensington, hvor en mor holdt børnefødselsdag på Claridges Hotel, med kjole-og-hvidt tjenere med sølvbakker og det originale cast fra musicalopsætningen af High School Musical på scenen. En anden bad forældrene huske at give børnene deres pas med, for deres private jet ville flyve dem til Disneyland i Paris. En tredie lukkede legetøjsforretningen Hamley’s ned en hel eftermiddag og havde hele fødselsdagen dér. Og børnene kunne vælge en hvilken som helst ting op til £100 da de gik. Den fødselsdag var i øvrigt for den pige, der gav Peters søn en laptop fyldt med spil til hans fødselsdag… Det er simpelthen for vildt!!!

Men det er jo ikke underligt at der samles mange penge et sted fuldstændig blottet for personregistrering af enhver art. Hvor man skal have sin elregning(!) med i banken for at få en konto, men når man først har den kan få hvad som helst. F.eks. et Visa kreditkort (ikke et debitkort som i Danmark, men et ægte kreditkort) på en stand på Notting Hill Gate Tube Station!! Og ingen synes at bekymre sig om hvem fanden Mr. Boscrup er…

Signe og Lillesen slapper af i Danmark mens Johan har så meget at lave i London, at han måtte afslyse en ellers ret lovende skoleting i Schweiz i disse dage, hvor der ville komme forelæsere fra London Business School og Insead. Men i stedet sidder han nu og kukklurer alene i London. Men der er nok at se til, så det er i virkeligheden helt fint, at Signe og Lillesen ikke er der.

 
Hej far. Jeg leger med min blå bil (og ikke med Lærkes dukker!!)

De hygger sig derimod godt i Danmark. Signe med sin nye MacBook, Dumfel med at øve sig i at gå (bare rolig – der kommer snart en montage!). Vinteren lægger en dæmper på aktiviteterne, men et Dumfeldyr i flyverdragt er nu også ret nuttet. Og man kan jo shoppe i Lyngby Storcenter, så det går nok det hele.

Men huset i Bulmer Mews er godt nok tomt uden de to andre…

Danmarksbesøget er allerede ved at være overstået for Johan, men Signe og Dumfeldyret bliver et par uger endnu. Johan må hjem til London i morgen tidlig. Nogen skal jo passe forretningen.

Vi kom primært for at fejre Signes forældres 60 års fødselsdag igår, og det var rigtig festligt. Signe var toastmaster, og gjorde det rigtig godt. Vi blev overfaldet af snestormen da vi skulle hjem, men det betød bare en undskyldning for mere familiehygge i Virum.

Ellers har det meste af weekenden foregået hos Johans forældre, og den høje belægning hos bedsteforældrene får mange til at spørge os om vi stadig har lejligheden i Amaliegade. Det har vi, og Anders bor der stadig. Vi har stadig vores værelse dér, men for at være helt ærlige vil vi meget hellere bo hos vores forældre, når vi nu endelig er i Danmark. Vi kommer jo ikke til Danmark for at sidde helt alene inde i byen, så vi kan ligeså godt lade Jakob få så meget ud af bedsteforældrene som muligt.

Bedsteforældrene var helt enige da vi talte om at være et par dage eller en weekend. Vi har ikke spurgt om de stadig er med på spøgen, når vi som nu taler om 2 uger af gangen. Men mon ikke de er?