Browse Month

May 2014

Hjemme igen

Sikke en dejlig tur! Vi stressede pludselig lidt da vi i morges kl. 11.15 stadig sad på en cafe et godt stykke fra lejligheden, uden at have pakket, og skulle nå et tog kl. 12.43 fra den anden side af Paris. Men alt gik godt.

Der var dog en detalje vi ikke havde tænkt over her efter vores fotosafari: 1.595 billeder der skal sorteres. Og Johan stikker af til Vietnam mandag… Det kommer nok til at tage lidt tid før produktet af turen kommer på nettet. Men det overrasker vel næppe. Er der nogen der har set billeder fra vores store tur til USA endnu? Altså den vi var på for snart halvandet år siden…

Der bliver bare taget billeder

Det er utroligt at drengene ikke er blevet trætte af farens fotografi-dogme, men det er de altså ikke. De spørger selv hvad den næste foto-challenge skal være!

Vi holdt en lille pause da vi fandt en fantastisk lille restaurant bag Sacre Coeur på Montmatre. Lige langt nok væk fra turistgaderne til at det ikke var overrendt, og til at de rent faktisk skulle lave god mad! Og det gjorde de i hvert fald. Jakob spiste en hel voksen-bøf! Tjeneren skulle lige spørge en ekstra gang om det virkelig var det vi mente, men det var det. Der var så dejligt og hyggeligt med sol gennem træerne og fuglesang, at David proklamerede at det var lige som at være hjemme i mormors have.

Paris, Paris

Hvor er vi glade for at vi bookede indgang til Eiffeltårnet hjemmefra! De åbnede kl 9.30 men da vi kom kl 9.15 var der allerede sort af mennesker. Kl 9.30, da vi blev lukket ind, kunne vi se på skærmen, at dem der købte billetter nu ville kunne komme ind kl 15!!

Jakob var noget urolig over at skulle helt derop, men det gik fint. David talte mere om den crepes med sukker han skulle have når vi kom ned.

Det var sgu lidt et gedemarked at komme derop, men udsigten var god – første dag med sol og blå himmel – og det var rigtig godt vi gjorde det. David tale om at vi skal derop igen om fem år, og så skal han løfte Bob op, så han kan se.

De nuit

Vi har jo været lidt optaget af Eiffeltårnet, så det ville have været synd ikke at se det ‘by night’. Hver time efter det bliver mørkt er der lys på tårnet, og især David havde sådan glædet sig til at se Eiffeltårnet med diskolys! Desværre går solen jo først ned kl. 21.45, så den første hele time er kl. 22, så vi var lidt sent oppe. Men Davids ansigt da diskofesten gik i gang var det hele værd!

Også krydset af på listen siden frokost er: Notre Dame, Louvre, Rue de Rivoli, Hotel de Ville og candy floss!

Der skal også være tid til at spise

(Især hvis I spørger Preggy!)

Vi sov længe, og havde svært ved at finde en restaurant, der stadig serverede morgenmad da vi endelig kom ud af røret. Så vi endte på en meget fin Salon de The, hvor drengene fik lunede chokoladecroissanter.

Så har vi været på Champs Elysses og i Luxembourg-haven, hvor der var en dejlig legeplads og masser at tage billeder af. Da vi er ude af synk med måltidstidspunkterne missede vi frokosttid på vores yndlingsrestaurant, men fandt et hyggeligt hjørne ved i bistro, hvor vi får rigtig god fransk mad. Det er jo også derfor vi er her.

Der bliver taget billeder

Vejret er ikke rigtig med os, men vi hygger os rigtig godt og får taget en masse billeder. Drengene var ret vilde med Eiffeltårnet, men først på listen var Paris-kager! Vi fandt den sødeste lille Salon de The hvor vi fik lagkage og macaroons, og SÅ blev der taget billeder af tårnet.

Vi har fået en helt fantastisk lejlighed gennem Airbnb. Det er så meget bedre end et hotel – især for drengene. Superdejligt.

Så starter fototuren

Så er vi afsted mod Paris. Jakob griner af hvordan fransk lyder. Begge drenge glæder sig til at køre med Eurostar-toget.

Faren har besluttet, at turen til Paris skal være en fototur! Alle er blevet udstyret med deres kamera og faren har lavet en foto-mission med en lang liste af ting vi skal tage billeder af. Først på listen var taget på St. Pancrass stationen. Næste var en croissant. Og inden vi gik ombord skulle alle tage et billede af toget.

Det her bliver sjovt!

Ferietid

Drengene har ret mange ferier herovre i England. Der er jul og påske, og selvfølgelig sommerferie, men ind i mellem er der også de såkaldte “half-term”, som er en uge midt i hvert af de tre skolesemestre. Sådan en uge er denne uge, og vi nyder det allerede fuldt ud. Weekenden er lang i England alligevel, så Johan har også fri mandag, så søndag var som lørdag og i solen i Roehampton hos svenskerne. Sol og sommer, og lidt for meget rosé. En enkelt hverdag for det arbejdende folk i morgen og så tager vi et par dage til Paris.

Men det er jo ikke fis og ballade det hele, så inden vi holder movie-night med cheeseballs, colavingummier og Despicable Me 2 skal der laves lektier. David kan nærmest ikke forstå at han kan læse det kan. Jakob laver matematik som forældrene har svært ved at rette. Og de elsker det.

Forkælede børn?

David: “Moar? Det er altså meget unfair at jeg nu kun har en iPad!”

(Hans nye iPad Air var løbet tør for strøm så han var nødsaget til at måtte bruge sin gamle iPad i en time. Og YouTube er jo virkelig anderledes på den gamle. Not.)