Browse Month

August 2011

En robotsnemand kom forbi

Er der noget bedre end at få en tegning af en robotsnemand, en myre og to glade edderkopper?

De har i hvert fald været med Johan på arbejde og er blevet vist frem til alle pigerne! :-)

Den sidste mor-og-Jakob-dag

Det er mor-og-Jakob-dag i dag – den sidste inden Jakob starter i skole på fredag! Det er lidt trist! Men på den anden side er det bare så spændende at Jakob starter i skole på fredag. Jakob glæder sig, men forældrene er helt overdrevet spændte. Det er altså vildt at vores lille Grumfeldyr skal starte i skole.

Men den sidste mor-og-Jakob-dag er blevet brugt på praktiske ting. Det var nemlig Jakobs tur til at få vaccinationer inden vores indientur, og så skulle han klippes inden skolestart. Klipperiet er jo aldrig noget problem for englebarnet, men han klarede bare at blive stukket så flot! Ingen tårer og ingen brok. Han er bare en sej stor dreng.

Så er det ved at slutte

Vi havde en god karnevalsdag i går. I dag har vi holdt os indenfor – udover da Johan lige var nede og hente McDonald’s – og det var nok meget godt. Der står omkring 200 politifolk uden for mews’en! De er åbentbart ret nervøse for at urolighederne fra for et par uger siden skal blusse op igen. Og selvom musikken sluttede kl. 19 (ny regel i år) er der pænt meget larm fra gaden. Og fra helikopterne. Og fra vuvuzela-hornene!

Så vi bliver indenfor her til aften og kigger i stedet på billederne fra “familiedagen” igår med Vibe, John og Vera:

Notting Hill Carnival 2011

Midt i det hele

Vi har været ude i karnevallet med vores danske naboer hele dagen. Superhyggeligt!

Det startede meget fredeligt da vi gik ud kl. 11. Der var ikke vildt mange mennesker og god plads ved madboderne. Optogene var kun lige startet men ungerne syntes det helt vildt.

Vi gik rundt i et par timer og pludselig tog det fart! Folk strømmede ind i gaderne, lastbilerne blev større, sambakostumerne blev vildere og der blev i dén grad skruet op for soundsystemerne! Så børnefamilierne trak lige så stille tilbage til mews’en hvor ungerne leger, forældrene drikker hvidvin og bassen fra gaden rykker væggen.

Og pludselig kl 19 stoppede det hele. Politiet er vist nervøse for at urolighederne skal blusse op så de har lagt låg på det hele efter kl 19. Det passer os egentlig meget godt, for den store dag er først i morgen og der får politiet deres sag for hvis de vil stoppe 1 million festglade sambadansere.

Det er sjovt at være midt i det hele!

Karnevalet truer

Notting Hill Carnival starter i morgen. Det er Europas største karneval og hele Notting Hill bliver fuldstændig rendt over ende.

Butikkerne er i gang med at tage deres forholdsregler. Der bliver sat hegn op overalt så trafikken kan dirigeres. Vi har flyttet bilerne ind på Johans arbejde og holder vejret!

Av min arm

Vi skal til Indien! Det er besluttet og booket, og forældrene har fået deres 3(!) vaccinationer i dag. Av.

Men vi glæder os helt vildt! Det er den sidste uge i oktober i 10 dage. Vi skal til Bangalore og være sammen med Izzy og hendes forældre. Vi savner dem så det bliver rigtig hyggeligt!! Men derudover skal vi også alle sammen ned lidt sydpå til en lodge ved en flod hvor vi skal på safari i tre dage. Vi tror ungerne får den vildeste oplevelse!!

Billeder fra Mersea Island

Vi er jo ikke ligefrem de hurtigste til at få sorteret og uploaded billeder, men vi prøver at tage en tørn nu. Vi starter bagfra så vi får de nyeste først og det betyder at der her er billeder fra vores lille tur til Mersea Island.

Check lige den solnedgang!! Og læg mærke til at det ikke er sten på stranden. Det er østersskaller!!

Mersea Island 2011

Nanna og Lasse

Vi har talt om det i 5 år, og havde nærmest opgivet at det skulle lade sig gøre. Men pludselig efter Roskilde Festival tog Nanna affære og fik booket billetter og i denne weekend er Nanna og Lasse sørme på besøg!

Både forældrene og drengene synes det er kanon. “Vennerne”, som Jalob kalder dem, skulle lige vænne sig til at have Jakob med på badeværelset i morges, men alle er cool og vi slapper bare helt af!

Vennerne har lavet superlækker middag her til aften. Selskabet er dog lidt mat i soklerne for det blev sent og vådt i går. Men det var superhyggeligt!! Dejligt at det endelig lykkedes!

Mersea Island

I starten af ugen kunne vi pludselig se at Johans kalender åbnede uventet op omkring onsdag. Da det samtidig så ud til at blive godt vejr besluttede vi at tage en midt-uge-feriedag. Idéen var at tage i Legoland. Det var superhyggeligt sidst vi var der og drengene er blevet endnu vildere med Lego siden da så det virkede som en rigtig god idé. Indtil Johan præsenterede idéen for sin kollega tirsdag eftermiddag.

Hans erfaring med Legoland og lignende i slutningen af skolernes sommerferie betød at han hellere ville have hevet neglene af end at tage sådan et sted hen. Mest fordi det ville betyde at betale en formue bare for at komme ind og stå i kø hele dagen. Et hurtigt kig på Legolands hjemmeside viste at prisen i netop denne periode i august var årets højeste og at folk der har købt årspas ikke engang kunne få lov til at bruge det netop nu! Altsammen pegende på et totalt mareridt!

Gode råd var dyre. Tilfældigvis havde den selvsamme kollega fortalt om at han havde taget sine unger med ud på en lille ø i weekenden. Han havde læst en omtale af en restaurant, der ikke engang var en restaurant, men bare et skur der lavede seafood direkte(!) fra havet, og havde taget familien derud.

Efter moden overvejelse, og en superhyggelig familiemorgen, fik vi Range Roveren jumpstartet (den har stået stille i 3 måneder men startede uden problemer da den fik lidt strøm) og vendte næsen mod øst. 2 timer og 30 spørgsmål fra Jakob om “er vi ved stranden snart” senere mødte vi en lang bilkø lige inden vi kunne komme over på Mersea. Lidt underligt, men det viste sig at der var det årlige “round the island boat race”, hvor de skal bære bådene henover den lille vej ud på øen.

Men det gik fint og vi fik sludret med nogle sjove englændere inden vi kom over. GPS’en viste os ned til en lille by, hvor vi ledte efter restauranten. Vi kunne ikke umiddelbart finde den, men så en gammel kirke, det smukke område og ikke mindst stranden. Drengene blev helt vilde, så selvom det var gået op for os at vi var i den forkerte ende af øen måtte vi lige bruge noget tid på stranden. De blev våde og vi har en hel spand konkylier med hjem, men det var en fest.

Da vi endelig fik fundet havnen i den anden ende, og i havnen fundet det sagnsomspundne restaurantskur var klokken blevet 17.02. Og på døren stod at de lukkede kl. 17.00. Bummer. Men selvom vi var pænt sulte var der jo ikke noget at gøre, så drengene fik en is og vi gik i den lille butik og købte “crabbing” udstyr. Mersea’s anden store attraktion er nemlig at man kan fange krabber fra molen!

Og DET syntes drengene var sjovt. Det var rimelig vildt. Vi fangede en hel masse – og ikke kun små som de andre familier! Vi fangede to store – så store som sådan nogen man ville spise! Det var bare sjovt, men en time senere fik sulten drevet os tilbage og ind på en fiskerestaurant-pub-agtig ting, hvor vi fik fantastisk mad til ingen penge.

Krabberne var blevet lukket tilbage i vandet og drengene havde løbet hele området rundt for at smide alle de sten de kunne finde i vandet. Langt over sengetid, til den smukkeste solnedgang man kan forestille sig, kørte vi så lige så stille hjem til London igen.

Tænk hvad man kan nå på en lille dag! Ordentlige billeder følger!!


View Larger Map

Hey! Hænger den ikke på hovedet?

Jakob tegnede en kage (?!) og ville gerne have den hængt op. Jakob beundrede den, men sagde pludselig: “Hey! Hænger den ikke på hovedet?”

Vi bliver nok aldrig professionelle kunstkritikere. Men billedet blev naturligvis vendt og alle er glade.