For 100 år siden havde vi booket billetter til en Van Gogh udstilling, som er sat op i en teltbygning i Kensington Gardens, der er sat op til formålet. Vi havde faktisk glemt alt om det, og for at være helt ærlige så havde vi egentlig ikke brug for flere oplevelser lige nu.

Men nu havde vi jo billetter, så vi skulle naturligvis afsted. Og det er vi glade for at vi gjorde! Der var en “forudstilling”, men store plancher omkring Van Gogh, hans liv og hans billeder, og så var der et gigantisk rum med videoskærme og lyd, hvor der kørte et “show for all the senses” i 45 minutter, som viste hans billeder og nogle citater i en sammenhæng, der fortalte hele hans historie.

Vi sad på gulvet, og det var helt vildt cool. David var helt væk i det, og de to andre holdt ud til enden, og måtte indrømme, at det faktisk var ret spændende og flot.

Og da vi så kom ud opdagede vi, at der var en fin “restaurantterrasse” udenfor, som ovenikøbet havde et luksusområde til afternoon tea. Og det kunne vi ikke stå for!

Så fint og hyggeligt. Og vi sendte tanker til Johans engelske mormor.

Gåturen tilbage gennem Kensington Gardens gjorde absolut heller ikke oplevelsen og dagen værre.

I dag var det Father’s Day herovre, og Johan havde egentlig ikke forestillet sig at der skulle gøres noget rigtig ud af det. Især i lyset af, at vi har været ude og få oplevelsestanken fyldt så rigeligt i de sidste par dage.

Men Signe og drengene havde selvfølgelig planlagt den fineste morgenmad med balloner, gaver og de sødeste kort man kan forestille sig.

Det var bare så fint, og man kan jo ikke lade være med at smelte, når man ser de søde kort – nok især Mathias’, som han helt selv havde lavet og skrevet uden mors indblanding.

Og det kan godt være vi var lidt trætte lørdag, men vi havde glædet os til at vores danske ven fra Østlondon, Kristian, skulle komme med sin nye kæreste, som havde sagt hun ville lave hjemmelavede dumplings til os.

Madlavning er jo en af Jakobs store ting, så han havde virkelig glædet sig, men det havde de andre to drenge faktisk også.

Og det var megasjovt og megahyggeligt! Og helt fantastisk når gæsterne selv kommer med al indkøb og laver maden!!

Nu havde vi jo allerede været ude tirsdag, men for længe siden havde Maiken og Søren inviteret os på “voksenmiddag” på Maikens “private members club”. Det er en stor ting i London, at man er medlem af en klub, hvor man kan tage hen og hænge ud, spise middag, holde møder og alt muligt andet.

Og Maiken har ikke kunne bruge sit medlemskab så meget under Covid, og vi har jo faktisk kun set dem sammen med børnene i umindelige tider, så vi havde virkelig set frem til den aften.

Og sikker en aften! Den fik maks gas på alle tangenter og vi fik middag og vin som vi ikke har fået i meget, meget lang tid. Vi var helt ærligt taknemmelige for, at natklubben i kælderen ikke var åbnet endnu, så vi trods alt kom hjem i nogenlunde ordentlig tid. Men vi var godt nok lidt trætte dagen efter.

Vi skal indhente al den sjov vi ikke har haft i lockdown, så vi har givet den max gas i den sidste uge.

Tirsdag var vi ude med nogle søde forældre fra Mathias’ klasse, som vi har set lidt. Det er så dejligt for Mathias, for normalt er det lidt på de stores præmisser, men han har nydt at have søde Ivy på besøg.

George og Monique havde booket et bord på den cooleste “pop op” restaurant ud til kanalen ved Portobello, hvor der var det sejeste live jazz show. Det var bare så gennemført cool. Der var selv en økologisk kun-lokalt-produceret shop, og de var sponseret af vores engelske yndlingsbobler.

Så megafedt at være lidt ude – selv på en tirsdag. Vejret var dejligt, og vi var hurtigt hjemme igen, men det var i det hele taget bare en fantastisk aften.

Vi nyder at sommeren virkelig er kommet til London. Der er is og McDonald’s på terrassen, og solen brænder så meget at vi har måtte sætte parasollen op. Det er skønt!

Men terrassen er lille, og vi savner at have en have. Mere, end nogensinde før, tror vi, for vi har jo ikke kunne komme til Vedbæk, hvor vi ellers normalt kompenserer for ikke at have have i London.

Men heldigvis har vi nogle gode venner, der har dejlige haver. I foråret var vi ofte til drinks i Maiken og Sørens fantastiske have, men i de sidste uger har vi været mere i Walton, hvor Anna og Stefan har købt hus med stor have med masser af underholdning til ungerne. Og rosé til de voksne.

Men deres små hundehvalpe har ikke fået drengene til at tigge mindre om at få et kæledyr!

Men Notting Hill er nu heller ikke så dårlig på en sommer solskinsdag. Vi har jo de dejligste parker rundt om os, og da Mathias blev sendt hjem fra skole i går, fordi han var for snottet, og Johan tilfældigvis havde en stille dag på “kontoret”, så var det jo nærliggende at gå over på vores yndlingslejeplads, Princess Diana Memorial Playground i Kensington Gardens, hvor Mathias havde det hele for sig selv.

Det fulde billedealbum her.

Og læs om resten af Glamping-turen til Devon her.

Jakob har spurgt om vi kan tage ud og fiske i nok 5 år nu, og vi har været rigtig dårlige forældre, for vi har ikke fået det arrangeret. Før nu.

Vi var i Devon et par dage (den fulde historie er på vej), og da der jo er lidt langt til kysten fra Notting Hill, var det åbenlyst at benytte lejligheden til at tage ud og fiske.

Vi bookede plads på en båd fra Exeter og blev samlet op på stranden. Det var en ret cool start, at de simpelthen kører en bådebro ud i vandet og lægger til ved den. Vi sad så også fast i sandet da vi skulle ud, men det gik. Det gik dog ikke på vej ind igen, hvor vinden havde taget til.

Og vinden viste sig at være lidt voldsommere end den så ud til fra kysten. Der er nemlig en kæmpe bræmme udfor kysten, så såsnart man kommer udenfor den begynder det at gynge. Til morens udelte fornøjelse!

Vi andre klarede det lidt bedre, men på grund af vinden bed fiskene ikke rigtig på.

Ikke før til allersidst, lige inden vi skulle ind igen, hvor Jakob mærker noget der trækker. Han haler ind, og får den klart største af de kun tre fisk, der blev fanget på båden på den tur.

Den var faktisk større end den ser ud til. Selv fiskeren var imponeret.

Og ligeså skuffede som vi andre var, over at vi ikke fangede noget, så var det jo vigtigst at Jakob fangede en, da det var hans idé det hele.

Og derfor var det naturligvis også Jakob, der skulle tilberede den, da vi kom hjem. Vi havde suppleret med et par fisk mere fra den lokale fiskehandler på havnen i Exeter, men de var slet ikke ligeså gode som Jakobs.