Det mest frustrerende er sådan set ikke at Johan skal bruge så meget tid på arbejde. Det er familien jo ligesom vant til, og gearet til, og selvom det er synd for Signe og Dumfeldyret, er det til at leve med. Problemet kommer når vi tror han har fri, og så pludselig får et opkald fra dem de pitcher på. Så skal han enten til Paris, tage et conference call eller levere 20 svar inden midnat. Og så ser fridagen og familietiden sort ud.

Som f.eks. denne uge, hvor Johan egentlig skulle have holdt fri. Det er blevet til et par timer her og der, men det meste af tiden har familien bare stået stand-by. Og det er seriøst frustrerende. For os alle sammen!

Heldigivs giver de endelig besked på mandag om pitchen er vundet eller tabt. Vi sveder lidt, for det ville simpelthen være for surtat tabe den efter alt det her.

Men hvis de vinder er der masser og masser af arbejde forude. Men det er en anden slags. Det er nemmere at forudse og nemmere at involvere andre i det. Så forhåbentlig er stand-by overstået når stormen lægger sig efter næste uge. Også selvom det bliver afløst af lige så meget arbejde…

"Kan du komme til Paris i morgen tidlig?"

Det er der sådan set ikke spor i vejen for, men den pæne hvide skjorte er til vask – efter sidste tur til Paris – og de slips, der ikke er blevet glemt i taxaer er enten missing in action i garagerodet i London eller har været med til møde i Paris 3 gange hver – begge to. Så på en lille gåtur fik Signe idéen at vi skulle gå i Paul Smith huset og købe den skjorte, som Johan gerne har ville have i et stykke tid. Og et slips til!

Paul Smith huset er et ultracool stykke Notting Hill/West London kultur, indrettet af manden selv og med alt fra stribet børnelegetøj til skrædderservice til top-end jakkesæt. Hans egne billeder og collagekunst hænger på væggene. Det emmer af stemning og coolness. Og Sophie fra Østerbro gav os en fantastisk god vejledning og service. Det er en lille verden.

Men Johan er bare klar til møde i morgen tidlig!

Signe har været til jordemoderen igen, og alt ser fint ud. Hun var godt nok rimelig underlig, hende jordemoderen. Hun sagde stort set ingenting… Efteråret er kommet til London, og selvom det er ærgerligt at sommeren er definitivt slut nu, er der også noget hyggeligt over efteråret. Vi ser ikke Anna og Stefan så meget efter de er flyttet. Det er lidt ærgerligt. Men det er endnu mere ærgerligt at vi slet ikke har haft tid til at se hverken Elisabeth og Michael, eller Andreas, som jo lige er flyttet herover. Vi så heldigvis Therese (og Anders, som var på besøg) i sidste uge, men vi er bare så langt bagud på at se folk. Vi håber stadig de gider at se os. Hvis de kan kende os… Johans pitch er i allersidste fase. Det er ikke et sekund for tidligt. Vi havde håbet at komme til Danmark i næste uge, men det ser ikke ud til at det kan blive til noget. Måske kommer vi i en af de næste uger. Måske kommer Signe og Lillesen alene. Igen. Vi skal også i IKEA, men der er bare ikke tid til det hele. Der er faktisk ikke tid til nogetsomhelst. Det er vi ret trætte af at skrive om her på bloggen! Kommer I ikke snart og besøger os? Så laver vi tid!

Vi har for længst lært at leve med, at vi er i anden række nu, hvor der er kommet et Dumfeldyr på banen. Et levende bevist på det er billeder fra sommerferien, hvor moren er med på to og faren ikke på et eneste. Men vi ved som sagt godt at det er Lillesen der sælger billetter, så det er sådan set OK.

Men han forandrer sig jo ret meget. Vi sad lige og så nogle billeder fra da han blev født, da han tog sine første skridt og da han fik sin første mad. Det er helt vildt så meget der allerede er sket. Vi kan næsten ikke kende ham.

Og vi ser ham jo hver dag, så vi synes det er lidt synd for alle jer, der ikke er her hos os. Så vi har fået hovedet ud, og har samlet lidt flere billeder til jer: https://www.boserup.info/billeder.html

Vi prøver også at få lavet noget mere video, så det virkelig er som at være der selv…

Der er ingen tvivl om at Dumfeldyret er fantastisk, men det er ikke det samme som at sige, at forældrene ikke har brug for lidt tid alene. Det er lige som om den halvanden time fra kl. 20.30 til 22.00, hvor Johan alligevel arbejder ikke rigtig rækker…

Der er meget at lave i den lille familie, og når weekenderne står i hele familiens tegn er der ikke mange øjeblikke til bare at være to.

Så da Johan havde været i Paris mandag-tirsdag (igen igen igen) og kom hjem onsdag eftermiddag, greb forældrene lejligheden med Lillesen i nursery til at gå ud og spise frokost et sted hvor det er lidt svært at få små Dumfeldyr med.

Valget faldt på vores lokale Beach Blanket Babylon, som er en fed restarant med en totalt syret indretning. Halvt havestue – halvt piratskib!! Really!!! Det er ret cool: http://www.beachblanket.co.uk/home.html

Om det var fordi vi var for trætte, eller fordi man simpelthen bliver afhængig af Dumfeldyr, når man først har dem, er ikke til at sige med sikkerhed, men vi blev ihvertfald enige om at skippe kaffen for at hente Lillesen lidt tidligere. Signe fik dog lige snoopet i Paul & Joe og et par andre butikker på vej hjem.

Forældretid er dejligt, men familietid er nu bare bedre!

Vi stod tidligt op (OK, tidligere end vi plejer på en søndag – og det er nok ikke særlig tidligt for de fleste!) og gik en tur ned ad Portobello Road. Det er ikke lørdag, så der er god plads, men stadig hyggelig stemning. Kaffe fra Starbucks, croissanter fra den-lille-med-bilen. Lillesen ville gå selv på de små veje bagerst i Notting Hill, men tager selv far i hånden, for det skal man jo når man går ude i verden.

Et smut i Tesco for at få smoothies og en bolle til Jakob. Salami-baguettes fra Paul til mor og far. Over gaden og ind i Holland Park. Stor lykke da egernene får lidt af Jakobs bolle. Det er 25 grader og vi sidder nu og nyder livet på den hyggelige legeplads mens Dumfeldyret drøner rundt og har en fest med sand, duer og rushebaner.

Pligterne kalder, og Dumfeldyret skal sove, men sikke en dejlig dag!

Men kun i 5 timer. Og kun Johan.

Johan skulle have været til konference i Danmark i de sidste to dage. Han skulle tale som den sidste på konferencen, men ville selfølgelig gerne have været med til hele konferencen. Og se forældrene, for der var jo ikke meget at komme efter i sommer, så det er ved at være alt for længe siden.

Desværre skulle vi pludselig aflevere noget på pitchen i tirsdags, så flyet blev udskudt til onsdag morgen. Tirsdag aften fik vi ekstra spørgsmål, så flyet blev udskudt til onsdag aften. Onsdag eftermiddag var det tydeligt at de ekstra spørgsmål først ville være klar om aftenen, så flyet blev udkudt til torsdag morgen tidligt.

Men det var iogforsig kun eet problem løst, for dér onsdag aften var præsentationen til torsdag stadig ikke lavet. Ikke begyndt, faktisk. Den blev klaret i løbet af natten, morgenflyet nået, foredraget holdt, og nu på vej tilbage til London. Det er vel ikke så underligt man er lidt træt når man springer en hel nattesøvn over!?

Ellers går det godt i London. Kommer I snart og besøger os?

Det er sjovt som der er små forskelle på at bo i London og i København. En af dem er, at man går til alting herovre, hvor man er meget mere tilbøjelig til at tage bilen i Danmark. Onkel Jakob og onkel Morten vil nok beskylde os for at gå ret meget i Danmark – især den sommer hvor Jakob kun havde sandaler og blev tvunget ud på søndagsgåture gang på gang, med blødende fusser som den onde konsekvens.

Men i London går man altså. Nok også derfor vores bil altid er løbet tør for elektricitet når vi skal nogen steder, men det gør faktisk ikke noget, for det er rigtig hyggeligt og det giver mulighed for at suge alle de fede London vibes op.

Søndag var nok årets sidste sommerdag, og startede med en lille tur rundt i vores dejlige kvarter. Toasted English muffins med æg og bacon fra den lokale EAT. En Starbucks latte i den anden hånd. En croissant til Lillesen.

Et smut over i parken og på legepladsen. Lykken for Lillesen! Vi havde fodbolden med, så efter at have gravet, hoppet, rusjet og klatret på legepladsen fandt far og søn et godt stykke græs udenfor og slap fodbolden løs. Nu er det jo nemt for stolte forældre at blive imponeret, men helt ærligt: Han er forbløffende god til at spille fodbold! Og han synes det er noget af det sjoveste der findes – især når det er med far. På trods af at have været temmelig meget væk i det sidste stykke tid er far nemlig stadig bare den bedste…

Da faren ikke kunne mere gik vi ned til ænderne, gennem parken og ned på Kensington High Street. Lillesen faldt i søvn i klapvognen, så forældrene raidede en Zara og bragte rovet med over på Café Rouge, hvor vi fandt et dejligt bord i solen. Det var næsten for varmt. Et par franske bøffer senere vågnede Lillesen igen, og turen hjem gik med at pege på alle de store busser.

En kanon dag, der havde været helt anderledes, hvis det ikke havde faldet os så naturligt at gå til alting. Vi havde nok ikke nydt den sidste sommerdag i London helt ligeså meget som vi gjorde.