Jakob 16 år middag

Jakob ville jo ikke lave noget på selve dagen, så vi havde arrangeret at tage på MASH om fredagen. Vi skal jo udnytte at hans yndlingsrestaurant ligger lige nede ad gaden fra os nu. Og det er nærmest tradition nu, for vi var også på MASH til Jakobs 12-års fødselsdag – bare i London.

Og når det nu ligger lige nede ad gaden skulle vi naturligvis gå derned. Skøn tur gennem Charlottenlund Skov og Charlottenlund Slotspark. Det er godt nok et pænt sted vi bor nu.

Og MASH skuffede ikke. Jakob fik sin World Tour bøf-menu og var helt glad.

Teenageren skulle så også lige nå en vigtig klassefest om aftenen, så vi sluttede lidt tidligt så han kunne nå at købe den obligatoriske flaske vodka. Vi skal stadig liiiige vænne os til pludselig at have store, danske børn.

Dejligt at han stadig gerne vil fejre fødselsdag med os!

Jakob 16 år

Så blev Jakob 16 år. Det føles altså lidt vildt. Især i forbindelse med, at han jo blev født efter vi var flyttet til London, og at vi nu er tilbage i Danmark. Han er blevet en stor, dejlig ung mand! Vi synes faktisk han er ret fantastisk.

Så han skulle selvfølgelig fejres! Men når man er 16 år er det åbenbart ikke lige det man helst vil, så der skulle indgås nogle kompromiser.

Fødselsdagsmorgenen ligger fast og den forløb præcis som de skal i vores familie! Fødselsdagssang på/i sengen. Pyntet op til morgenbord. Gaver inden skole.

Og han blev glad for gaverne – hvilket var lidt en lettelse, for det er godt nok svært at købe gaver til en 16-årig! Vi tror måske Mathias’ kaktus var yndlingsgaven! Det havde han selv fundet på!

Det var en almindelig skoledag, så der var ikke så meget fis i løbet af dagen, og Jakob bad virkelig pænt om ikke at blive hevet ud og spise om aftenen. Så i stedet fik han lov til at vælge burgere og bobler! Burgeren var fra Gasoline Grill og boblerne fra Champagnekælderen, så lidt fint blev det da.

Så har vi fået lov til at invitere teenageren på MASH på fredag – inden han skal videre til fest. Sådan skal det jo være!

Abort mission

Vi skulle egentlig have flyttet ind i vores nye hus i denne weekend. Signe havde sørge for at (næsten) alle havde senge, og håndværkerne er stort set færdige med soveværelserne ovenpå.

Men da det kom til stykket måtte vi erkende, at huset bare ikke er færdigt nok til at flytte ind.

Der mangler stadig småting ovenpå, og stueetagen er pænt kaotisk. Køkkenet er pakket ind i papir, entreen i plastik. Der er maling over det hele og vi kan ikke komme til vores ting i kasserne før vi kan begynde at flytte dem.

Og så hjælper det heller ikke, at Johan er i New York i denne uge, så han ikke kan hjælpe med at komme helt på plads.

Men det gør det tilgengæld endnu mere besværligt at skulle køre fra Vedbæk om morgenen, når Signe skal lave alle tre stop. Men det må vi gøre, for det er bedre at huset er mere færdigt når vi flytter ind. Vi har jo tre gamer-boys, som kun går op i, om de har en godt skrivebord og godt WiFi. Så når det er på plads rykker vi ind.

ETA næste weekend efter vores første vejfest på vores nye vej!

Vi er landet godt

Vi er landet rigtig godt i Danmark. Vi vil jo helst ikke jinxe det, men vi må sige at det ind til videre er gået over al forventning. Drengene er superglade for deres nye skoler og for at være i Danmark i det hele taget. Og det er jo det allervigtigste, så det er noget af en lettelse og noget, som vi virkelig glæder os over.

Maleren er stadig i gang i det nye hus, men vi regner med at vi så småt kan flytte ind i næste uge. Soveværelserne er klar, så vi kan starte med dem og så indtage køkken og stuer, når de er klar.

Men vi har det jo ret godt i sommerhuset. Her er hyggeligt og alt hvad vi har brug for. Den eneste udfordring er, at drengene skal køres frem og tilbage til skole. Men moren har fået styr på bilen, så det klarer vi også!

Mathias var klar til at blive kørt i skole i morges.

Første skoledag

I dag var en stor dag for to af vores drenge. David og Mathias havde første skoledag i Danmark. Det har vi allesammen været meget, meget spændt på!

Begge to skal gå på Maglegårdsskolen, som ligger 5 minutter fra vores nye hus, men Mathias er blevet tilbudt at starte i en lille “velkomstklasse”, fordi han ikke taler dansk endnu. Det er en del af et program fra Videnscenter for Tosprogede i Gentofte Kommune (ViTo) og det er vi meget glade for.

Men det er jo ikke så praktisk, at de skal i to forskellige skoler på præcis det samme tidspunkt – og slet ikke når vi stadig bor i Vedbæk – så både mor og far måtte køre. Signe kørte David og Johan kørte Mathias.

Begge drenge kom rigtig fint afsted, og de havde begge to en rigtig god dag. Det er så fint at Mathias starter i en lille klasse uden for meget pres, men også så fint at David går direkte ind i en “rigtig” klasse. De valgte C-klassen til ham, for dér er der en dejlig gruppe drenge, der går op i fodbold og computerspil. Ikke liiige noget Holland Park School har kigget så meget på…

Mathias var så ikke lige i klassen, da Johan kom for at hente ham. “Han var her lige før, men han er nok bare gået over i GFO’en sammen med nogle af de andre børn, for at lege.” De tager det så dejlig roligt i Danmark i forhold til London, og det er lige præcis det, vi har glædet os meget til at kunne vise drengene.

Johan fandt ham på legepladsen (efter lidt tid, så pulsen kom da lige op), og nu vil han gerne gå i GFO (fritidsordning).

Sidste dag på Fox

Så kom dagen, hvor vi havde den sidste dag på Fox Primary School.

Alle billederne her.

Det har været et omdrejningspunkt for hele familien siden 2013, hvor David kom ind og Jakob derefter kom ind på søskendeprioritet. Vi har elsket skolen, og Signe har været super aktiv som forældrerepræsentant og alt muligt andet. Drengene har elsket skolen, lærerne og de venner, de har fået for livet dér. Det er helt klart en af de sværeste ting at sige farvel til.

Han blev naturligvis fulgt i skole af både mor og far – som vi har gjort det lige så ofte vi har kunne slippe afsted med det i 9 år nu.

Og Mathias havde den bedste sidste dag i fredags! Resten af skolen bliver ved en uge mere, men vi bliver nødt til at tage til Danmark nu, så Mathias sluttede lidt tidligere. Og det var rigtig fint, for han blev simpelthen fejret hele dagen! Alle sagde de sødeste ting om ham, og om hvor meget han vil blive savnet af de andre børn, deres forældre og alle lærerne. Det var ekstremt rørende.

Der er altid en end-of-year picnic i den sidste uge af skolen, men i år havde Mathias’ klasse flyttet den til ugen før så vi kunne være med. Og det blev til en stor fejring af Mathias – af både alle vennerne og lærerne (ret rørende, at hans lærerer komme en fredag eftermiddag og hænger ud med børnene!) Og det er selvom der faktisk er i hvert fald 5 andre fra klassen, der også stopper. Men Mathias er så sindssygt populær, at det hele handlede om ham. Han var lykkelig!

Fantastiske minder fra Fox fra hele familien. Det kommer vi til at savne.

Vores nye hus

Vi har overtaget vores nye hus i dag. Vi er der godt nok ikke før i næste uge, men advokaten siger at det er vores nu. Vi er ret spændt på at se det igen, når det nu er rigtig vores.

Det er forholdsvis nyistandsat, så vi regner ikke med at der skal gøres så meget, men vi kommer nok til at bo i sommerhuset i nogle uger mens vi forhåbentlig får malet og ordnet et par småting.

Sikke en weekend!

Vi har meget at fortælle, men er ikke så aktive på bloggen længere. Det er som om vi har mistet dampen lidt efter vi har besluttet at flytte til Danmark.

Men vi giver den så meget gas. Vi skal lukke London med manér, og det synes vi godt nok også vi gør. Denne weekend er muligvis en af de bedste vi har haft i hele vores tid i London.

Fredag startede Signe og Johan med at tage til Wimbledon til herrernes semifinale. Det var mega luksus og den mest engelske oplevelse man kan forestille sig, med champagne fra morgenstunden, VIP lunch, afternoon tea med Pimm’s og naturligvis fantastisk tennis.

Vi havde en “pavilion”, hvor vi kunne gå til og fra mellem kampene eller settene, og vi var sammen med de mest fantastiske mennesker. Signe fandt ud af, at hun ikke er så vild med Pierce Morgan i virkeligheden. Vi fandt også ud af at vi er fans af Lord Mendelsohn, som sidder i overhuset (det er ham der laver ansigter bag os!). Det var virkelig en sjov oplevelse.

Hurtigt hjem, da Djokovic havde banket Norrie, så vi kunne klæde om og nå til Pearl Jam koncert i Hyde Park. Endnu et helt fantastisk arrangement. Den vildeste scene. Det flotteste VIP område. Og en af de bedste Pearl Jam-koncerter vi nogensinde har været til. Vejret var perfekt med 23 grader indtil midnat.

Men vi havde ikke fået nok, så lørdag var vi tilbage sammen med de to store drenge, som skulle opleve Pearl Jam i London inden vi flytter.

Og det var lige før koncert nummer to var endnu bedre. Eddie startede med at proklamere, at han kunne kende mange fra dagen før, så de ville spille “alle de sange, de ikke nåede i går”. Så det var nærmest som en lang koncert, med en sovepause i midten.

Så fantastisk en familieoplevelse.

Drengene nød gourmetburgere i VIP området. Men det skulle de også, for de blev jo snydt for Wimbledon VIP oplevelsen.

Men det gjorde mor og far ikke. For søndag morgen var vi afsted igen – denne gang i Skysuites VIP området, som er private rooms ovenpå Centre Court, hvor ens sæder er lige ovre på den anden side. Vi føler os sindssygt privilegerede og heldige! Og vi nød champagnen, vegan-østersne og kagerne lige så meget om søndagen!

Sikke en måde at lukke London på!

Nu må vi hellere se at komme i gang med at pakke!

Vi lever som om vi er på ferie

En af de ting vi elsker ved at bo i London er, at vi lever som om vi er konstant på ferie. Nuvel, drengene ville nok mene at der er lidt meget skole til at kalde det ferie, og Johan arbejder mens Signe knokler for at holde familie og huse ovenvande. Men vi kan godt lide at føle at vi lever som om vi er på ferie.

Fredag inden The Ledbury tog Johan fri om formiddagen, så vi kunne spise brunch på vores lokale The Ivy. Vejret var sommer, så vi kunne sidde ude og nyde London-buzz.

Eftermiddagen kunne jo så ligeså godt bruges på Diana-legepladsen, som vi har slidt tynd i alle vores år herovre. Mathias er ligeså vild med den som de store drenge var da de var små. Det er et magisk sted.

Lørdag efter The Ledbury sov vi længe, men der skulle jo købes ind til familiemiddag, for Jakob har haft eksamener og David var til fødselsdagssleepover, så Jakob fik han lov til at vælge, at der skulle købes bøffer hos vores superslagter på Portobello Road. Og da moren og faren blev sendt derned var det svært ikke lige at kigge forbi den italienske vinbar på Portobello, hvor der er liv og glade dage på sådan en sommerlørdag.

Vi lever jo som om vi er på ferie…

Så da vi kom hjem var der naturligvis balcony time med Mathias. Det er en tradition vi vil blive ved med i Danmark, så husk at kigge forbi.

Og henad aftenen blev bøfferne lavet på grillen.

Så vi må nok indrømme, at vi var lidt trætte søndag morgen, men David skulle hentes fra fødselsdag og videre til fodbold i parken med Noah, så vi satte Maiken og Søren i stævne til kaffe i parken mens drengene blev trænet af Geoffery.

Det er helt i orden, det her!